Digitalt

Slut med at købe billet i bussen: Brug app eller rejsekort

31. oktober Af Marianne Ok Nielsen
Foto: Colourbox
Det er sidste udkald, hvis du vil købe din billet i bussen. Fra 1. november skal du i Aarhus købe billetten med app, rejsekort eller via Midttrafiks webbutik.
busbillet udgår

Det er ved at være sidste udkald, hvis du vil køre med bybus i Aarhus og betale billetten med kontanter. Fra 1. november er det slut, og herefter skal passagererne have billetter på app eller rejsekort eller have købt billetten via Midttrafiks webbutik.

Dermed kan skolebørn ikke længere få nogle mønter og tage bussen hjem. Turen vil fremover kræve, at de er digitale med en smartphone eller et rejsekort. Det samme gælder pensionister, der ikke har brug for at købe et pensionistkort, der er en busbillet for 30 dage ad gangen.

Det er flere år siden, de trykte busplaner forsvandt. Nu er billetterne på vej i samme retning, og de mennesker, der kommer i klemme, er måske dem med størst behov for den kollektive trafik og med mindst erfaring udi smartphone og optankning af rejsekort mindst et døgn i forvejen.

Omkring 25 procent af befolkningen er i større eller mindre grad digitalt udsat, vurderer den juridiske tænketank Justitia.

Genopliv klippekortet

Det handler naturligvis om penge, og Midttrafik forventer at spare 6,3 millioner kroner om året fra 2024. Meget storsindet har trafikselskabet øremærket to millioner kroner til at hjælpe ikkedigitale kunder over på app og rejsekort.

I 2022 solgte Midttrafik busbilletter for otte millioner kroner i kontanter, og når selskabet kan slippe afsted med at droppe klingende mønt og dermed omgå kontantloven, skyldes det en afgørelse fra forbrugerombudsmanden efter corona.

Under pandemien afskaffede nogle trafikselskaber kontanter, hvilket fik flere kunder til at klage. Forbrugerombudsmanden afgjorde, at det måtte trafik-selskaberne godt, så længe kunderne kunne betjene sig selv ved automater i bussen, og chaufføren hverken skulle sælge eller tjekke billetter.

Hvor kunne det være skønt, hvis det enkle 10-turs-klippekort blev genoplivet. Så skulle chaufførerne bare klippe manuelt, som de gjorde i gamle dage, når klippeautomaten var i stykker.

Med den løsning kunne de samme typer kunder fortsat køre med Midt-trafik, og det ville betyde en menneskelig kontakt mellem passager og chauffør. Jeg ved godt, det er en forfærdelig gammeldags og romantiseret tankegang, men jeg har vel lov at drømme.

Brevkassen "Digitalt"

Marianne Ok Nielsen er journalist og forfatter til bogen "Google er ikke min ven - seks fortællinger om livet som minimal digital" med portrætter af mennesker, som har haft brug for hjælp til alt fra e-Boks.dk til apps på mobilen. I brevkassen "Digitalt" prøver hun at oversætte computersprog til menneskesprog, og i brevkassen findes ingen såkaldt dumme spørgsmål.

Skriv dit spørgsmål på mail til Marianne her:[email protected].

Sponsoreret indhold