Almindelige Burgerboller

Hjemmebagt Burgerboller

Det skal du bruge:
8 stk.

3 dl mælk
¾ pk. gær
1½ tsk. salt
1 æg (str. L)
1½ spsk. rapsolie
Ca. 550 g hvedemel
1 sammenpisket æg
Sesamfrø

Sådan gør du :

Varm mælken op, til den er fingerlun. Hæld den op i en dejskål og opløs smuldret gær heri. Tilsæt først salt, æg og olie og derpå melet lidt efter lidt. Ælt det hele sammen til en smidig dej.

Lad dejen hæve tildækket på et lunt sted i ½ time. Vend den ud på et meldrysset bord og skær den i 8 stykker. Form hvert stykke til en stor, flad bolle, ca. 1 cm tyk. Lad bollerne efterhæve i ½ time. Pensl dem forsigtigt med æg og drys med sesamfrø.

Bag bollerne i en 200° varm ovn i ca. 14 min.