Grovboller til morgenbordet

Langtidshævede boller bagt på spelt- eller fuldkornshvedemel.

Denne dej skal hæve længe og gerne ad 2-3 omgange. Afhængigt af, hvornår på dagen du vil servere bollerne, bør du begynde forberedelse af dejen 1-2 dage før brug. 

8-12 stk.

Ingredienser

10 g gær
5 dl koldt vand
2 tsk. groft salt
400 g hvedemel
200 g groft mel, spelt- eller fuldkornshvedemel
 

PRØV OGSÅ: Kommenskringler
 

Fremgangsmåde

Hvis dit bagværk skal være perfekt, så begynd med at blande en lille fordej af de ovenstående ingredienser.
Rør med en ske lidt gær på størrelse med en perle sammen med 1 dl vand samt lidt af hver type mel, men ikke mere, end at du har en forholdsvis tynd dej. Lad dejen stå på køkkenbordet under et vådt klæde til dagen efter. Husk – der skal være plads til, at fordejen kan hæve i skålen.
Kør næste dag fordejen og resten af ingredienserne sammen og ælt dejen i ca. 10 min. på røremaskinen med en dejkrog. Tilsæt melet lidt ad gangen og hold øje med dejens konsistens. Dejen må endelig ikke være for hård, fast eller tør. Tilsæt mere vand eller mel om nødvendigt.
Lad dejen hvile i 6-8 timer på køl. Slå derpå dejen sammen og del den i 8-12 lige store stykker. Lad bollerne efterhæve på bagepladen i en time.
Bag bollerne ved høj temperatur, dvs. 250° i 15-20 min.