Onsdag d. 14. november 2012 - af Lone Landmand
Små saltkringler
Lækkert tilbehør til efterårets supper

Er du ikke så meget for saltet, kan du i stedet drysse kringlerne med birkes, sesamfrø, solsikkekerner eller andet godt.
Kringlerne får en hurtig hævning i kogende vand. Det giver en tættere struktur og sejhed i krummen.
Hvis du ikke kan spise alle seks kringler på én gang, kan de sagtens fryses og genopvarmes en dag, hvor du har travlt.
6 stk.
Det skal du bruge:
2½ dl mælk
15 g gær
1 spsk. rørsukker
1 tsk. groft salt
500 g mel med højt protein
indhold - mindst 12 %
En smule olie til at smøre med
Æg pisket med lidt mælk til pensling
Groft salt til at drysse med
PRØV OGSÅ: Cremet karrysuppe med kødboller
Sådan gør du:
Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og mel og ælt dejen grundigt. Justér med melet, så dejen akkurat slipper fingrene - det skal ikke være en våd dej.
Smør en skål med lidt olie, læg dejen i skålen, læg film over og sæt dejen et køligt sted natten over.
Tænd ovnen på 225°. Del dejen i 6 stykker og rul dem ud til pølser med en diameter på ca. 1½ cm.
Lad stykkerne hvile under et fugtigt klæde i ½ time. Form dem til kringler.
Fyld en gryde halvt med vand, bring det i kog og nedsænk kringlerne i det kogende vand - én ad gangen. Lad dem hæve i vandet i ca. 20 sek. og flyt dem derefter over på en bageplade.
Pensl kringlerne med æggeblanding og drys rundhåndet med saltkorn. Bag kringlerne i ca.
15 min. afhængigt af din ovn.
Læg kringlerne til afkøling på en rist og nyd dem, mens de endnu er lune. Da smager de allerbedst.
PRØV OGSÅ: Hjemmebagte boller
Varme supper
Hold dig mæt og varm i vinterkulden med skønne supper. Vi har samlet hele 24 opskrifter her...