Nemt rugbrød bagt med fordej

Lækkert og saftigt rugbrød med 5-kornsblanding, græskarkerner og solsikkekerner. Bages med en fordej, der lægges otte timer før brug.

Foto: Søren Kvist

1 stort rugbrød

Ingredienser

Fordej
7 dl vand, 30° varmt
200 g rugmel
200 g 5-kornsblanding
50 g solsikkekerner
100 g græskarkerner
1 tsk. honning

Rugbrød
200 g rugmel
½ spsk. fint salt
1 tsk. natron
2 spsk. cremefraiche 38 % 

 

PRØV OGSÅ: Lone Landmands Valnøddebrød med rugmel og sirup

 

Fremgangsmåde

Fordej: Hæld vandet i en røreskål og tilsæt rugmel, 5-kornsblanding, solsikkekerner, græskarkerner og honning. Rør det sammen, til fordejen er ensartet, og lad den stå ved stuetemperatur i 8 timer.

Rugbrød: Tilsæt 200 g rugmel til fordejen samt salt, natron og cremefraiche. Rør dejen grundigt sammen og hæld den i en velsmurt rugbrødsform på ca. 1½ l.
Sæt formen på en rist midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 190° (ikke varmluft). Bag rugbrødet i ca. 1 time og 15 min., eller til kernetemperaturen er 98°. Bagetiden afhænger af din ovn og af størrelsen på din bageform, så prøv dig frem.
Tag brødet ud af formen og lad det afkøle på en rist. Pak det ind i et viskestykke og nyd det i tykke skiver. (Brødet kan også deles og fryses i mindre portioner).