Scones med jalapenos og cheddar

Disse scones med cheddar og jalapenos kan du lynhurtigt bage. De er bagt med bagepulver, så der er ingen hævetid. De lækre scones kan bruges som tilbehør til mad, som indslag på en buffet og som velkomst-snacks.

16 stk.

Ingredienser

Ca. 600 g hvedemel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. salt
¼ tsk. friskkværnet peber
150 g smør
100 g syltede jalapenos
200 g cheddarost
1 æg
2½ dl sødmælk
1 æg til pensling

PRØV OGSÅ: Lone Landmands Peberfladbrød

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200° (ikke varmluft).
Bland mel, bagepulver, salt og peber i en røreskål, evt. til en røremaskine. Tilsæt smør skåret i tern og smuldr smørret ind i melblandingen, til det hele er ensartet.

Hak de syltede jalapenos groft, skær cheddarosten i klodser med sider, der er ca. 1 cm på hver led, og kom begge dele i røreskålen sammen med æg og mælk. Ælt dejen sammen – justér eventuelt med mere mel, dejen skal være håndtérbar, men stadig lidt klistret.

Form dejen til en firkant, som er ca. 2 cm høj, 18 cm bred og 36 cm lang. Del stykket i midten på langs og derefter i 4 stykker på tværs, så der i alt kommer 8 kvadrater ud af dejen. Skær hvert kvadrat fra hjørne til hjørne, så du får 16 trekanter ud af dejen.

Pensl dejstykkerne med sammenpisket æg, læg dem på en smurt bageplade og sæt omgående pladen i ovnen. Bag dine scones, til de er smukt gyldne og sprøde i kanterne. Det tager ca. 20-25 min. afhængigt af din ovn.

TIP Du kan dele trekanterne i endnu mindre trekanter og servere små scones som velkomst-snacks til et glas mousserende vin eller som lækre bidder på et stort fad som en del af en buffet.