Tirsdag d. 25. marts 2014 - af Lone Landmand / Foto: Søren Kvist
Tortilla æggekage med peberfrugt og cheddar
Tortilla æggekage er et dejligt, let måltid. Her er den tilberedt med stegte grønsager og cheddarost. Opskriften giver en ganske stor portion, men du kan sagtens dividere mængderne og tilberede din æggekage på en mindre pande. Alternativt kan du tilberede den store portion og glæde dig over nem mad til frokosten dagen efter.

Lone Landmands tortilla æggekage med peberfrugt og cheddar

Lone Landmand deler hver
uge ud af sine lækre opskrifter
fra Lones Landkøkken i
Ude og Hjemme.
Hver uge får du lækre opskrifter fra Lone Landmand i Ude og Hjemme.
Æggekage til 4-6 personer
Ingredienser til tortilla æggekage:
6 store kartofler
Salt
10 store æg
1 dl mælk
200 g groftrevet cheddarost
3 løg
1 stor, rød snackpeberfrugt
2 spsk. solsikkeolie
¼ tsk. friskkværnet peber
1 tsk. paprika
Desuden skal du bruge en pande på
30 cm med tætsluttende låg.
PRØV OGSÅ: Lone Landmands grønsagsmoussaka
Fremgangsmåde - tortilla æggekage:
Skræl kartoflerne og skær dem i tern på ca. 1½ x 1½ cm. Læg dem i en lille gryde med letsaltet vand, bring indholdet i kog og lad kartoffelstykkerne koge i 10 min. Hæld vandet fra og lad kartoflerne dampe tørre.
Slå æggene ud i en røreskål, tilsæt mælk, 1 tsk. salt og cheddarost og pisk blandingen sammen.
Pil løgene og snit dem i mindre stykker. Del peberfrugten, skrab kernerne ud og skær frugten i små tern.
Varm solsikkeolien op i panden og steg løgene heri, til de begynder at brune i kanterne. Tilsæt peberfrugttern, peber og paprika og steg det hele i 5 min. under omrøring.
Tilsæt kartoffelstykkerne og lad dem stege med i et par minutter under omrøring.
Skru ned til lav varme, fordel pandens indhold jævnt over hele bunden og hæld æggeblandingen over. Sørg for, at osten bliver ligeligt fordelt over grønsagerne. Læg låg på panden.
Lad æggemassen stivne over svag varme - det tager ca. 40 min. afhængigt af din blusindstilling. Kunsten er at give tid, så bunden ikke bliver mørk. Løft jævnligt låget af og mærk efter, om overfladen er blevet fast.
Servér den lækre tortilla med en grøn salat og godt, hjemmebagt brød - et fyrsteligt måltid både som frokost og aftensmad.
Galleri: 7 lækre opskrifter på brød













