Cajun-kylling

Hovedret til 4 personer
Ingredienser
Kylling
1 stor, god kylling
1 stor spsk. cajun-krydderi
Evt. salt
1 spsk. smør
Kartofler og gulerødder
300 g søde, røde kartofler
300 g kartofler
300 g gulerødder
2 tsk. honning
2 spsk. balsamicoeddike
2 spsk. solsikkeolie
Salt og friskkværnet peber
PRØV OGSÅ: Lone Landmands Marinerede kyllingevinger
Fremgangsmåde
Dup kyllingen tør. Gnid den grundigt med cajun-krydderiet både udvendigt og indvendigt – og gerne med lidt ekstra salt. Læg kyllingen utildækket i et fad i køleskabet i mindst 2 timer og meget gerne i 4-6 timer. Læg kyllingen i et smurt ovnfast fad og pensl med smeltet smør over hele overfladen. Vend brystet nedad og sæt kyllingen i ovnen ved 200° (ikke varmluft) i 30 min.
Skræl begge slags kartofler og gulerødderne og skær dem i mundrette, grove stykker. Vend stykkerne i en blanding af honning, balsamicoeddike og olie. Drys rundhåndet med salt og peber.
Tag kyllingen ud af ovnen efter de 30 min. og vend den om, så brystet kommer opad. Hæld noget af saften over med en ske og fordel gulerødder og kartofler rundt om kyllingen. Stil fadet tilbage i ovnen. Skru ned til 180° og bag kylling og grønsager færdige i en lille times tid, eller til lårene sidder løst, og kartoflerne er møre.
Pynt med lidt grønt og nyd retten med en god salat til.