Tirsdag d. 9. december 2014 - af Lone Landmand / Foto: Søren Kvist
Hønsesalat med ingefær
Fantastisk lækker, hjemmelavet hønsesalat krydret med ingefær, hvidløg og chilipasta. Servér den f.eks. imellem to lag tyndt skåret ristet rugbrød.
Galleri: 7 lækre opskrifter på brød














Lone Landmands hønsesalat med ingefær
Rækker til 8-10 personer, når der er andet på frokostbordet
Ingredienser
1 kødfuld kylling
Salt
Mayonnaise
3 æggeblommer
3 tsk. æblecidereddike
½ tsk. salt
Ca. 2½ dl rapskimolie
Hønsesalat
2 dl cremefraiche 38 %
2 dl små tern af glaskål
2 spsk. fintrevet ingefær
1 lille fed hvidløg
½-1 tsk. chilipasta
Salt og friskkværnet peber
PRØV OGSÅ: Lone Landmands tærte med tre slags oste
Fremgangsmåde
Kød: Læg kyllingen i så lille en gryde som muligt. Tilsæt vand, så det lige dækker. Når der foretrækkes en lille gryde, skyldes det, at der så kræves mindre vand, og dermed "stjæles" der mindre smag fra kødet. Tilsæt 2 tsk. salt til vandet og lad kyllingen simre i 1½ time. Lad den efterfølgende stå og hvile i vandet i lige så lang tid. Pil kødet af skroget.
Mayonnaise: Pisk en mayonnaise af æggeblommer tilsat eddike og ½ tsk. salt. Pisk grundigt og tilsæt olie lidt efter lidt - først tilsættes enkelte dråber, herefter kan man hælde med en tynd stråle. Husk, at alle ingredienser skal have samme temperatur.
Hønsesalat: Når mayonnaisen er fast, blandes den med cremefraiche, det afpillede kyllingekød, de små tern af glaskål, revet ingefær, finthakket hvidløg og chilipasta. Smag til med salt og peber.
Lone Landmand deler hver
uge ud af sine lækre opskrifter
fra Lones Landkøkken i
Ude og Hjemme.