Onsdag d. 27. april 2011 - af Pia Friis Andreassen
Vagtler
Vagtler, cremede kartofler og asparges.

4 personer
Det skal du bruge:
4 vagtler (evt. frosne), salt, peber, 3-4 spsk. smør.
Cremede kartofler:
1 kg kartofler, salt, peber, ½ l piskefløde, 1 spsk. dijonsennep, ¾ bdt. grønne asparges.
Tilbehør: 100 g spæde salatblade, 1 spsk. æbleeddike, 1 spsk. vand, ½ spsk. akaciehonning, 3-4 spsk. rapskimolie, salt, peber.
Sådan gør du:
Optø vagtlerne i køleskabet natten forinden. Skyl dem og dup dem tørre. Flæk dem forsigtigt med en skarp kniv langs rygbenet og krydr med salt og peber. Brun dem på begge sider i smør. Hæld vand ved, så det når 1 cm op omkring vagtlerne. Lad dem braisere under låg i ca.10 min. Spæd evt. med lidt mere vand undervejs.
Cremede kartofler: Skræl kartoflerne og skær dem i kvarter. Kog dem i letsaltet vand i 5 min. Hæld vandet fra. Tilsæt fløde og sennep. Lad det småkoge under låg, til kartoflerne er møre, og saucen har fået en cremet konsistens. Bræk den træede del af aspargesene og skær disse i mindre stykker. Lad dem koge med kartoflerne det sidste minut. Smag til med salt og peber.
Tilbehør: Skyl salatbladene og dup dem tørre. Rør vand, eddike, honning og olie sammen. Smag til med salt og peber. Vend dressingen med salatbladene lige inden servering.