Æble-karamellagkage

Det skal du bruge:
Hasselnøddebunde:
9 æg
200 g sukker
200 g ristede, hakkede hasselnødder
100 g mel
1½ spsk. kartoffelmel
3 tsk. bagepulver
75 g hakket chokolade
Karamelsmørcreme:
Cirka 5 pasteuriserede æggehvider, 120 g
240 g sukker
300 g blødt smør
1 tsk. kanel
Æblemos:
750 g madæbler, for eksempel belle de boskoop
¾ dl vand
1 stang vanilje
Cirka 75 g sukker
1 spsk. citronsaft
3 blade husblas
Glaskarameller, 2 stk.
100 g flormelis
Overtræksmarcipan:
500 g marcipan
250 g flormelis
50 g glykose
Pynt:
1 dl Calvados
Guld-sukkerkugler
Guldglimmer
Prøv også Christians mandeltærte med flødeskum og solbær
Opskriften fortsætter nedenfor...

Kristian Justesens BLÅ BOG
Kristian Justesen er 27 år. Han er vokset op på en gård i
Sønderjylland, men har de sidste syv år boet i København, hvor han læser Master in Management of Creative Business
Processes på Copenhagen Buisness School.
- På dansk vil man sige, at jeg læser projektledelse målrettet den kreative branche, forklarer Kristian.
Han bor på Nørrebro sammen med sin kæreste, Rasmus.
- Der er to elementer, der gør, at jeg elsker bagning. Den ene er, at jeg kan fordybe mig i bagning og næsten bruge det meditativt. Jeg kan godt finde på at bage et eller andet klokken 21 om aftenen, hvis jeg har haft en lang dag og har brug for at tømme hovedet. Den anden del er, at jeg elsker at udtænke en ide for derefter at skabe den, og det er bare nemmere med kager end med for eksempel huse. Jeg kan blive helt høj, når den kage, jeg har udtænkt, står færdig på bordet og ligner min ide, siger Kristian.
Hans deltagelse i Den Store Bagedyst var lidt af et tilfælde.
- En veninde fortalte mig, at hun var blevet opfordret til at deltage, og hun syntes, jeg skulle ansøge, da hun mente, det lige var noget for mig.
Jeg sendte min ansøgning mandag, og tirsdag ringede de og spurgte, om jeg ville komme til audition den følgende søndag, resten er historie. Jeg tænkte, projektet lød spændende, og min indre skærmtrold fik jo en chance for at komme på tv, siger Kristian og understreger, at det var vigtigt for ham, at det var et seriøst program.
Kristian har ikke en egentlig yndlingskage og har derfor sammensat denne skønne lagkage specielt til Ude og Hjemmes læsere med nogle af sine favoritelementer.
- Der er æbler i, fordi jeg bare elsker æbler. Jeg synes, det er en fantastisk frugt, og så er den meget dansk, hvilket jeg godt kan lide.

Sådan gør du:
Hasselnøddebunde:
Rist hasselnødderne i ovnen ved 200º i 8 minutter.
Pisk æggeblommer og sukker.
Hak chokolade og hasselnødder og vend dem i æggesnapsen.
Vend de tørre ingredienser i.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i.
Fordel dejen i tre springforme, diameter 22-25 cm, og bag dem i 14-16 minutter ved 180º.
Karamelsmørcreme:
Brun smørret i en kasserolle over svag varme, til det bliver brunt. Lad det køle helt af. Efter bruning kan smørret svinde. Tilsæt derfor eventuelt almindeligt blødt smør, til der er i alt
300 gram.
Pisk hvider og sukker helt stift, pisk derefter smørret luftigt i cirka 10 minutter. Pisk lidt af marengsmassen i smørret. Pisk resten af smørret og marengsmassen sammen med kanel.
Æblemos:
Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.
Skræl æblerne og skær dem i både uden kernehus. Kom dem i en gryde med vand og vanilje. Lad dem dampe møre under låg. Mos dem med piskeris til en tyk mos. Smag til med sukker og citronsaft og rør den udblødte husblas ud i mosen.
Sæt mosen til afkøling.
Glaskarameller:
Smelt flormelissen over svag varme til en gylden karamel. Læg karamellen i to store klatter på bagepapir, stryg dem ud med en paletkniv, så massen bliver lang.
Når karamellen skal bruges, vendes massen nedad mod et andet stykke bagepapir, og massen frigøres forsigtigt.
Overtræksmarcipan:
Ælt marcipan, flormelis og glykose sammen. Tag en lille klump fra til blade.
Rul marcipanen tyndt ud.
Montering af lagkagen:
Der skal være karamelsmørcreme til to lag plus til opsmøring af kagen og lidt pynt, så doser rigtigt, når du monterer lagkagen:
Læg en bund på et fad og dup den med 1⁄3 af Calvadosen, smør derefter et lag karamelsmørcreme på.
Læg halvdelen af den afkølede og stivnede æblemos på. Gentag med endnu en bund, der er duppet med 1⁄3 af Calvadosen, karamelsmørcreme og æblemos.
Afslut med en bund, der duppes med den sidste 1⁄3 af Calvadosen.
Smør et tyndt lag karamelsmørcreme ud over hele lagkagen.
Læg den udrullede marcipan over og glat den.
Kom resten af karamel-smørcremen i en stjernetylle, cirka 1 cm, og sprøjt 3 rosetter på kagen.
Læg en guld sukkerkugle på hver roset, dernæst de 2 glaskarameller på skrå med spidsen i mod midten.
Drys med guldglimmer, og kagen er klar til servering.
Prøv også Nanas citronkage med blåbærcreme