Bayars multi-chokolade kærlighed

Hvem elsker ikke en lækker chokoladekage? Hos Ude og Hjemme finder du massevis af opskrifter på chokoladekage og der er noget til enhver smag. Hvis du er choco-holic ligesom Bayar, så prøv hende lækre opskrift på chokoladekage.
Til Bayars chokoladekage skal du bruge:
Bund:
250 g hvedemel
300 g sukker
6 spsk. usødet kakao
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 knsp. salt
2 æg, størrelse M
150 g smeltet smør
2,5 dl sødmælk

'
Bayar Tarik Fattah
Mørk chokolademousse:
100 g mørk chokolade, 86 %
2 pasteuriserede æggeblommer
5 dl piskefløde
3½ spsk. sukker
Hvid chokolademousse:
100 g hvid chokolade af god kvalitet
2 pasteuriserede æggeblommer
3 dl piskefløde
Hindbærmarmelade:
½ dl vand
300 g hindbær
300 g sukker
Eventuelt saft fra en halv citron
Prøv også Christians mandeltærte med flødeskum og solbær
BLÅ BOG
Bayar Tarik Fattah er 24 år. Hun er født og opvokset i København, men hendes familie stammer oprindeligt fra Irak. Bayar bor sammen med sine forældre og to søskende i Vallensbæk Strand syd for København.
Til dagligt læser Bayar idræt på Københavns Universitet, hvor hun er i fuld gang med tredje semester. Ud over studiet arbejder hun som danseinstruktør, sundhedsguide og som frivillig dyrepasser i dyreværnet.
- Jeg elsker at bage, fordi det først og fremmest er superhyggeligt. Og der er ikke noget bedre end at se glæden i andres øjne, når jeg serverer en kage eller andet bagværk, siger Bayar.
- Jeg har valgt at deltage i Den Store Bagedyst, fordi jeg simpelthen elsker at bage, og fordi jeg synes, hele konceptet er fedt. Derudover kan jeg lide at udfordre mig selv og blive bedre til de ting, jeg laver. Jeg så det her som en mulighed for at udvikle mig og samtidig blive endnu bedre til at bage.
Bayar har selv opfundet opskriften på sin Multi-Chokolade Kærlighed.
- Der er ikke noget bedre i verden end chokolade. Mine venner og familie ved alle, at jeg er en sand choco-holic. Derfor har jeg opfundet min helt egen perfekte chokoladekage, hvor man virkelig kan få dækket sit chokolade-behov.
Prøv selv!
Sådan gør du:
Bland hvedemel, sukker, kakao, natron, bagepulver og salt sammen med et piskeris eller en el-mikser. Bland æg, smeltet smør og mælk i og rør det hele grundigt sammen.
Kom dejen i en rund springform og bag den i ovnen ved 170° i 30-35 minutter. Du ved, at din chokoladekage er færdig, når du stikker en kniv i den, og der ikke hænger dej ved. Stil den færdigbagte chokoladekage i køleskab i halvanden time.
Mørk chokolademousse:
Smelt chokoladen over vandbad og lad den køle ned i 2 minutter.
Pisk fløden stiv og smag til med sukker. Bland æggeblommerne i den smeltede og let afkølede chokolademousse. Bland en smule af den piskede fløde i chokoladen og bland det godt sammen, så det bliver en homogen masse.
Vend det sidste af fløden i og bland det hele godt sammen. Chokolademoussen kommes i køleskabet i 1-2 timer.
Hvid chokolademousse:
Samme fremgangsmåde som den mørke chokolademousse, dog skal den hvide mousse ikke smages
til med sukker.
Hindbærmarmelade
Hæld vand i en gryde, kom bær og sukker i gryden. Lad det hele koge ved lav varme. Husk at røre rundt en gang imellem for at undgå, det brænder på. Når boblerne begynder at "hænge sammen",
er marmeladen færdig. Hvis du har et stegetermometer/sukkertermometer, skal temperaturen være mellem 103° og 105°.
Smag marmeladen til med citron, hvis du synes, den er for sød.
Vild med chokoladekage? Prøv for eksempel den super lækre blødende chokoladekage
Montering af Bayars chokoladekage:
Kagebunden skæres i to dele. Det kan være svært, men fortvivl ikke, hvis bundene går lidt i stykker, det gør
ikke noget for det endelige resultat.
Tag en rund springform og kom den ene kagebund i den. Smør et lag hindbærmarmelade på og derefter et godt lag mørk chokolademousse.
Kom den anden kagebund på, smør med marmelade og kom derefter den hvide chokolade-mousse på.
Chokoladekagen stilles i køleskabet i mindst 12 timer - eller 4 timer i fryseren.
Pynt med sigtet, usødet kakaopulver og eventuelt chokoladespåner.
Tip til din chokoladekage:
Du kan komme chokoladestykker og/eller hakkede nødder i dejen, før du bager din chokoladekage.
Prøv også Evus økologiske frugtlagkage med avocadocreme
Lav de fineste kager

Mangler du en smuk kageopsats, søde muffinsforme, elegant kagepynt eller spiselig glitter og glimmer?
Her finder du alt det, du skal bruge for at lave de smukkeste kager. Klik HER >>
(Indeholder affiliatelinks)