Jordbærlagkage

Det skal du bruge:
Bunde, 2 stk
125 g rørsukker
100 g smør
3 æg
150 g mel
2 tsk. bagepulver
3 spsk. mælk
Marengsmasse:
4 æggehvider
200 g sukker
Jordbærmousse:
¼ l piskefløde
200 g jordbær, optøede
¾ dl rørsukker
¼ dl vand
4 blade husblas
1 vaniljestang
Lidt sukker
BLÅ BOG
Merete Hess er 48 år og arbejder som Key Account Manager i et job, hvor hun sælger it-løsninger til den offentlige sektor. Merete bor i Hadsten med sin samlever og sin yngste søn, der dog er guide på den græske ø Samos i øjeblikket. Hendes ældste søn læser på Handelshøjskolen og er flyttet hjemmefra.
Merete har altid bagt meget og elsker især friskbagt brød. Hun meldte sig til Den Store Bagedyst, fordi hun syntes, det lød, som om det kunne være en lærerig og en sjov oplevelse.
- Og det har det været, understreger Merete.
Opskriften på hendes jordbærlagkage er en videreudvikling af én, hendes mor har bagt til de fleste fødselsdage i familien.
- Jeg har ændret den måde, bundene bliver bagt og har tilføjet jordbærmoussen i stedet for flødeskum. Kagen er sød, men også frisk på grund af jordbærrene. Og så kan den pyntes på alle mulige måder, siger Merete om sin yndlingskage.

Sådan gør du:
Bunde:
Rør sukker og smør godt sammen, gerne i en foodprocesser.
Rør æggene i, ét ad gangen. Bland mel med bagepulver og rør blandingen i skiftevis med mælken.
Fordel dejen i to lagkageforme eller springforme og bag dem ved 225º i 5 minutter.
Pisk æggehviderne stive.
Tilsæt sukkeret af 4-5 omgange og pisk grundigt.
Fordel marengsmassen på de to bagte bunde, der herefter bages i 15 minutter ved 180º.
Jordbærmousse:
Blend jordbærrene. Udblød husblassen i rigeligt koldt vand i 5 minutter.
Kog rørsukker og vand sammen til en lage i en gryde.
Tag gryden af varmen. Knug vandet af husblassen og put den ned i sukkerlagen. Lad den smelte heri.
Afkøl sukkerlagen lidt og bland den så med jordbærmassen.
Bland kornene fra vanilje- stangen med lidt sukker og rør vaniljesukkeret i jordbærmassen. Afkøl yderligere og vend den piskede fløde i til sidst. Stil jordbærmoussen i køleskab i 1 times tid, til den er let stivnet.

Merete Hess
Montering af kagen:
Læg kagebundene sammen med jordbærmoussen og stil lagkagen på køl.
Pynt den med jordbær langs kanten samt flødeskum på toppen. Pynt eventuelt også med lidt frysetørrede hindbær, kornblomster eller lavendel, tynde strimler af citron og/eller appelsin, mynteblade - eller hvad du nu har i huset.
Få også opskriften på Dittes Fraglitéroulade her
(Indeholder affiliatelinks)