Lækre klatkager

Klatkagernes ingredienser
Risengrød til 4 personer + rest til klatkager:
1½ l letmælk
1 l sødmælk
2 små tsk. groft salt
500 g grødris
Klatkager til 4 personer:
600 g risengrød
80 g mel
120 g sukker
2 æg
Kornene af 1 stang vanilje
80 g smeltet smør
Smør til stegning
Er du lige så vild med kage som os? Så vær med i fællesskabet på Facebook, hvor næsten 30.000 kageentusiaster deler ud af gode tips og opskrifter.
Klik på billedet eller "synes godt om" lige HER

Fremgangsmåde for klatkager:
Risengrød:
Hæld mælk og salt i en god, stor gryde og varm det op til kogepunktet. Hæld risengrynene i mælken og rør roligt, til blandingen kommer i kog igen. Den skal bare småkoge ganske stille under jævnlig omrøring. Mod slutningen, når grøden er lidt fastere, skal du røre oftere og gradvis skrue lidt ned for blusset - ellers sætter det hele sig fast i bunden af gryden.
Tag gryden fra varmen, når risen-grøden har nået den konsistens, du bedst kan lide, og spis grøden med smør og kanelsukker.
Lad os sige, at du har lavet risengrød den ene dag og vil lave klatkager af resterne den efterfølgende. Så har din risengrød stået koldt natten over og er stivnet, og så passer nedenstående opskrift nogenlunde. Bemærk, at risengrøds fylde kan variere meget afhængigt af, hvor meget du dagen før har kogt grøden ind. Måske skal du tilsætte lidt mere mælk eller mel, alt efter om grøden er mere eller mindre fast.
Klatkager:
Afmål risengrød, mel, sukker og æg i en skål. Tilsæt vaniljekorn og smeltet smør og rør det hele sammen til en jævn dej.
Varm en pande op, smelt lidt smør herpå og hæld 3 store grydeskefulde af dejen på panden. Steg dine klatkager ved middelstærk varme og vend dem, når overfladen begynder at stivne. Hold evt. de bagte klatkager varme i ovnen undervejs.
Nyd dine klatkager med syltetøj, æblekompot, sukker, eller hvad du måtte have lyst til.

Lækre kager med kanel
Skal det dufte af jul, så se vores 16 opskrifter på kager og desserter med kanel her: