Femkornsstænger med kommen

Ca. 12 stk.
Ingredienser
2 dl femkornsblanding
3 dl vand
25 g gær
6 dl håndvarmt vand
2 tsk. salt
1 spsk. sirup
1 tsk. kommen
225 g sigtemel
180 g grahamsmel
400-450 g pizzamel
PRØV OGSÅ: Scones med jalapenos og cheddar
Fremgangsmåde
Kog femkornsblandingen 5 min. i 3 dl vand. Rør indimellem i blandingen og hæld den derpå i en sigte. Skyl med koldt vand og lad den dryppe af.
Smuldr gæren og rør den ud i 6 dl håndvarmt vand. Tilsæt salt, sirup, kommen, sigtemel, grahamsmel og næsten alt pizzamelet. Ælt dejen i 10 min. på maskine eller i hånden og tilsæt mere mel, til dejen lige netop slipper skål eller bord. Lad den hæve lunt og tildækket i 1 time. Skrab derpå dejen ud på et meldrysset bord og træk den ud i en firkant uden at trykke luften ud af den.
Del dejpladen på tværs på midten og del hvert stykke i 6 brede strimler. Læg disse på bagepapir og lad dem efterhæve lunt og tildækket i ca. 20 min.
Sæt en plade i ovnen og varm ovnen op til 275°. Træk bagepapiret med brødene over på den varme plade og sæt pladen i ovnen. Spray lidt vand i ovnen og sænk varmen til 250°. Bag brødene i ca. 16 min. på midterrillen. Lad dem køle af på en rist.