Ratatouille-tærte

Frokostret eller aftensmad
til 4 personer
Ingredienser
Bund
150 g smør
150 g sigtemel
1 tsk. salt
½-1 spsk. koldt vand
Fyld
1 aubergine
1 squash
2 store tomater
2 store rødløg
3 fed hvidløg
1 lille dåse koncentret tomatpuré
½ spsk. dijonsennep
Salt og friskkværnet peber
Nogle kviste frisk rosmarin og timian
1 spsk. jomfruolivenolie
1 tsk. god hvidvinseddike
PRØV OGSÅ: Lone Landmands Tærte med tre slags løg
Fremgangsmåde
Bund: Smuldr smørret ud i melet sammen med saltet og saml dejen med lidt vand. Dejen er meget blød. Den skal hvile i mindst ½ time i køleskabet.
Tænd ovnen på 180° (ikke varmluft). Pres dejen rund og flad på et melbestrøet bord og flyt den forsigtigt op i et stort tærtefad. Dejen er for blød, til at man kan rulle den ud, og derfor fordeles den blot stille og roligt med tryk fra fingre og håndflader fra midten og ud til siderne og godt op ad siderne. Forbag tærtebunden i 20 min., eller til den bliver gylden.
Fyld: Skær auberginen i tynde skiver og læg disse med lidt salt imellem – saltet trækker bitterstoffer ud af grønsagen.
Skær de øvrige grønsager ud i tynde skiver og hak hvidløgsfeddene fint. Skyl saltet af aubergineskiverne efter ca. et kvarter og dup skiverne tørre.
Smør tomatpuré og dijonsennep ud på tærtebunden, men ikke op ad siderne. Fordel de hakkede hvidløg herover og læg derpå efter bedste evne de fine skiver af grønsager i et mønster. Du behøver ikke at lave et sirligt arbejde, for at det smager godt. Drys med salt og peber og blade fra de friske krydderurter og slut af med at dryppe olie og eddike hen over grønsagerne.
Bag tærten færdig i ovnen – stadig ved 180° (ikke varmluft) – i ca. 20-25 min., til grønsagerne begynder at falde lidt sammen. Spis tærten straks sammen med en lækker, sprød salat.