Kage og dessert

Brombær/skovbærkage med marcipanbund

4. oktober 2015 Anne Kristensen
Bliv din egen konditor med denne opskrift fra bogen 'Eventyrlige kager', hvor du så at sige holdes i hånden, lige fra kagebunden bages, til pynten til sidst placeres på toppen.

Denne kage bør påbegyndes senest dagen før brug.

(10-12 personer)

Marcipanbund

Ingredienser:

150 g mandler

100 g marcipan

200 g sukker

1 dl rapsolie

4 æg

1 stang vanilje

2 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:

Blend mandlerne groft, gerne med hinde. Riv marcipanen på et groft rivejern og bland den i en røremaskine eller med en håndmikser med mandler, sukker, olie, æg, vaniljekorn og bagepulver. Kom bagepapir i bunden af en springform (ca. 24 cm) og smør den godt. Bag dejen i formen ved 170°, til den er lysebrun på toppen og gennembagt (ca. 1 time). Lad den afkøle i formen på bordet. Stil den derefter direkte på frost - gerne til dagen efter. Bunden skal blive i formen.

Bærfyld

Ingredienser:

500 g frosne brombær eller blandede skovbær

2 dl vand

150 g sukker

Lime

Melatin til jævning

Fremgangsmåde:

Kog de frosne bær op med vandet. Tilsæt sukker og rør det ud under opvarmning. Hvis bærrene smager direkte surt, skal der tilsættes mere sukker. De skal smage lidt syrligt. Sigt de syltede bær fra og sæt dem på køl. Mål mængden af saft, du har tilbage, og jævn den med melatin. Følg opskriften på pakken. Sæt den jævnede saft på køl, til den skal bruges i cremen.

Creme

Ingredienser:

2 blade husblas

5 dl piskefløde

150 g florsukker

Fremgangsmåde:

Udblød husblassen i rigeligt koldt vandt. Kog fløden op til lige under kogepunktet og tilsæt den udblødte, vredne husblas. Bland det godt sammen, til husblassen er opløst, men pisk det ikke. Stil fløden på køl til dagen efter. Denne creme fungerer ikke, hvis den ikke sætter sig helt på køl – derfor skal cremen laves, dagen før kagen skal serveres. Florsukkeret piskes dog først i dagen efter – se under ”Kagen”.

Kagen

Næste dag tages bunden ud af fryseren. Fjern form og papir og sæt bunden på serveringsfadet. Lad bunden tø op. Læg de sigtede brombær oven på bunden. Er der stadig saft ved bærrene, sigtes den fra først. Pisk fløden med de 150 g florsukker. Den skal gerne være blevet helt stiv. Når du begynder at piske den, vil den blive meget blød, men efter nogen tid bliver den stiv igen. Pisk den helt stiv, lidt mere end almindeligt flødeskum, men overdriv ikke, da den så kan skille. Tilsæt den jævnede bærsaft lidt ad gangen og vend det rundt med en dejskraber. Tilsæt saft, til cremen er flot lyserød og smager godt af bær. Smør cremen på kagen.

Pynt

Ingredienser:

3 tsk. frysetørrede brombær

1 tsk. lakridspulver

Friske brombær eller skovbær

Rød havesyre og hornvioler

Fremgangsmåde:

Knus brombærrene til pulver og bland dem med lakridspulver. Drys det over kagen gennem en finmasket si. Fordel den øvrige pynt herover.

Her kan du købe bogen 'Eventyrlige kager' >>

Opskrifter fra deltagerne i 'Den store bagedyst':

Galleri: Den store bagedyst-opskrifter

Sponsoreret indhold