Kage og dessert

Chokomousse med kaffe

22. december 2015 af Lars Juul
Flot og delikat dessert med espressokaffe pyntet med brud af hvid chokolade.

6-8 personer

Ingredienser

Mousse
Ca. 2 espresso-shots
200 g mørk chokolade 58 %
½ liter fløde
40 g pasteuriseret æggeblomme

Pynt
Hvid tempereret chokolade
Et drys neskaffe

PRØV OGSÅ: Citronfromage

Fremgangsmåde

Mousse: Tilbered de to espresso-shots og lad dem køle ned i køleskab.
Smelt chokoladen over vandbad og lad den ikke blive for varm. Lad den evt. stå lidt på køkkenbordet.
Pisk fløden til skum.
Rør æggeblommen i den smeltede chokolade lidt efter lidt og tilsæt efterfølgende, espressoen på samme måde. Forsøg at gøre det i et rask tempo, så chokoladen ikke stivner og skiller.
Vend forsigtigt en tredjedel af flødeskummet i og tilsæt derpå resten.
Vend massen, til den er ensartet og uden flødestriber.
Hæld moussen over i en skål eller i portionsglas.
Stil den på køl i mindst 4 timer.

Pynt: Tilbered en portion hvid tempereret chokolade og drys lidt neskaffe ned i chokoladen. Smør chokoladen tyndt ud og lad den stivne.
Knæk brud af chokoladen og dekorér desserten med flagerne.

Sponsoreret indhold