Kage og dessert

Dessert med hvid chokolade og kanelsyltede æbler

29. september 2015 af Lars Juul
Den hvide chokolademousse kan eventuelt arrangeres på en chokoladebund, men det er ikke nødvendigt. Den smager også pragtfuldt alene. De kanelsyltede æbler er prikken over i'et.

Chokolademoussen er støbt i en silikoneform, men kageringe og portionsglas kan også bruges.

Ingredienser - chokoladedessert

3 blade gelatine
200 g hvid chokolade
3 dl fløde
½ dl vand
50 g sukker
Saft fra ½ citron
3 pasteuriserede
æggeblommer

PRØV OGSÅ: Lars Juuls kastanjedessert med portvin

Fremgangsmåde - chokoladedessert

Udblød gelatinen i koldt vand.
Smelt forsigtigt chokoladen i et vandbad. Pisk fløden til et let skum og opbevar dette i køleskabet, til det skal bruges. Opvarm vand og sukker til 120° i en gryde. Tag gryden af varmen. Lun citronsaften og smelt den udblødte gelatine heri.
Pisk æggeblommerne let op og tilsæt imens den varme sukkerlage i en tynd stråle.
Pisk, til æggesnapsen har stuetemperatur, og tilsæt så gelatine-citronblandingen under fortsat piskning.
Vend chokoladen i æggemassen og vend derpå forsigtigt flødeskummet i ad 3 gange, til cremen er ensartet. Hæld moussen i forme. Stil dem på køl i mindst 4 timer. Vend evt. moussen ud på chokoladebunde inden servering.

Fremgangsmåde - kanelsyltede æbler

Skræl 2 æbler og skær dem i små firkanter. Læg en kanelstang ved.
Kog en sukkerlage således: Lad 1 dl vand og 1 dl sukker koge i nogle minutter, til det tykner. Lad lagen køle en anelse ned (til ca. 50°) og hæld den over æbler og kanel. Lad det trække i køleskab i nogle timer. Dette kan gøres dagen før brug.
Lad overskydende sukkerlage dryppe af æbleternene og læg lidt af de syltede æbler oven på desserten inden servering.

Sponsoreret indhold