Kage og dessert

Klassisk sandkage med citronskal

12. april 2016 af Lone Landmand
Klassisk formkage bagt med halvt mel og halvt majsstivelse. Kagen har fin smag af vanilje og citronskal.

Ca. 20-22 skiver

Ingredienser

400 g rørsukker
Fintrevet skal af 3 usprøjtede citroner
400 g smør
6 store æg
250 g mel
250 g majsstivelse
1½ tsk. bagepulver
3 tsk. vaniljesukker

PRØV OGSÅ: Brunsviger

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 165° (ikke varmluft). Smør en stor rugbrødsform.
Pisk rørsukker, citronskal og smør grundigt sammen, til blandingen er lys og ensartet. Tilsæt æggene ét ad gangen under stadig piskning – pisk gerne længe. Bland mel, majsstivelse, bagepulver og vaniljesukker.
Sigt melblandingen ned i røreskålen og vend dejen sammen kortvarigt – den skal endelig ikke røres længe.
Hæld dejen i den smurte form og bag kagen i ca. 1 time og 15 min., eller til en spids kniv kan stikkes i kagens midte og tages ud igen, uden at dejen hænger ved. Bagetiden afhænger af din ovn og den form, kagen bages i.
Lad kagen afkøle lidt i formen og tag den derefter ud på en rist til endelig afkøling.

TIP Opskriften rækker til en stor kage, for arbejdet er det samme som til en mindre kage, og så er der kage til nogle dage. Du kan dog sagtens halvere portionen og bage kagen i en mindre form, hvis det passer bedre til din husholdning.

Sponsoreret indhold