Mandelcreme med krokant

5 portioner
Ingredienser
2½ dl sødmælk
2½ dl piskefløde
1 vaniljestang
100 g rørsukker
4 æggeblommer plus
1 helt æg
50 g mandelmel
Krokant
2 spsk. mandler
50 g rørsukker
1 tsk. smør
1 tsk. honning
PRØV OGSÅ: Lone Landmands dessert med appelsiner
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 125° (ikke varmluft). Find et dybt, ovnfast fad og 5 små kokotter frem.
Hæld mælk og fløde i en tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen og læg den i mælken sammen med halvdelen af sukkeret. Varm blandingen op, til den begynder at dampe – den skal absolut ikke koge.
Pisk æggeblommer og det hele æg med mandelmelet og den resterende mængde sukker. Hæld i en tynd stråle og under piskning den varme mælkeblanding i æggemassen og fordel cremen i de fem kokotter.
Sæt kokotterne i det ovnfaste fad og fyld vand i fadet, så det når 2⁄3 op ad kokotternes sider. Sæt fadet i ovnen og bag cremen i ca. 1½ time, eller til overfladen er fast. Sæt kokotterne på køl.
Krokant: Hak mandlerne forholdsvis fint. Hæld sukkeret til krokanten i en lille, tykbundet pande og varm op, mens du holder øje med sukkermassen. Tilsæt smør og honning, når sukkeret er smeltet. Tilsæt de hakkede mandler og lad blandingen småboble i 1 minuts tid. Hæld mandelkrokanten over på et stykke bagepapir og hak den groft, når den er stivnet.
Fordel sprød mandelkrokant oven på mandelcremen ved servering.