Kage og dessert

Volmer Sørensens jubilæumskage

2. februar 2016 af Lars Juul
Ualmindelig lækker lagkage fra Conditori La Glace med makronbund, abrikosmarmelade, vaniljecreme og nougatflødeskum

Ingredienser

Makronbund
200 g sukker
100 g grov marcipan
1-2 æggehvider

Vaniljecreme
30 g vand
25 g majsmel
2 æggeblommer
Korn fra ½ stang vanilje
40 g melis
3 dl mælk

Blød nougat i flødeskum
150 g blød nougat
200 g flødeskum

Opbygning af kagen
Lidt abrikosmarmelade
1 almindelig lagkagebund
300 g overtræksmarcipan
Evt. pynt til kagen

PRØV OGSÅ: Othellolagkage

Fremgangsmåde

Makronbund: Bland marcipanen og sukkeret sammen. Tilsæt friske æggehvider, til massen virker grødet. Bred blandingen ud på bagepapir i en cirkel (diameter ca. 22 cm) og bag bunden i 20-30 min. ved 160°.

Vaniljecreme: Pisk vand og majsmel sammen til en jævn masse. Pisk æggeblommerne i. Bland vaniljekorn og melis godt sammen. Hæld melis og mælk i en gryde og giv det et opkog under omrøring. Kom mælkeblanding i majsjævningen – 1-2 spsk. ad gangen. Fortsæt, til en tredjedel af mælken er kommet i jævningen. Hæld det hele tilbage i gryden og lad cremen koge op under konstant omrøring. Lad straks derefter cremen køle af. Den skal være helt kold og helst stå i 24 timer før brug.

Blød nougat i flødeskum: Smelt den bløde nougat langsomt over vandbad, den må endelig ikke blive for varm. Pisk en tredjedel af flødeskummet godt i den bløde nougat og bland derpå forsigtigt resten af flødeskummet i.

Opbygning af kagen: Placér en kagering (20 cm i diameter og 5 cm høj) oven på den afkølede makronbund. Bred et lag abrikosmarmelade ud over makronbunden. Læg vaniljecremen ovenpå og derpå lagkagebunden. Læg nougatcremen øverst og lad kagen stå køligt i 6-8 timer eller helst til næste dag, så den kan ”sætte sig”. Fjern kageringen. Rul marcipanen ud til et bånd og læg dette rundt om kagen. Kagen kan herefter pyntes med den valgte pynt.

Fristende chokoladekager:

Fristende chokoladekager

Sponsoreret indhold