Yoghurtmarinerede lammespyd på grill

Lammekød er perfekt til grill-stegning. Her er kødet forinden marineret i yoghurt krydret med hvidløg, garam masala og oregano. Spis spyddene sammen med en grøn salat, godt brød og evt. blandet, grillet grønt.

Foto: Søren Kvist

Hovedret til 2 personer

Ingredienser

400 g lammefilet eller skært kød fra køllen
1 dl yoghurt naturel
2 spsk. jomfruolivenolie samt lidt ekstra til pensling
1 finthakket fed hvidløg
2 tsk. garam masala
1 dl grofthakket frisk oregano
1 tsk. salt
½ tsk. friskkværnet peber
2 knsp. cayennepeber

 

PRØV OGSÅ: Lammefilet med squash og hvidløgscreme

 

Fremgangsmåde

Skær kødet i mundrette stykker. De skal helst være nogenlunde lige tykke, så de bliver færdige på samme tid.
Rør yoghurten sammen med olivenolien og vend hvidløg samt alle krydderierne grundigt sammen med yoghurtblandingen. Smag marinaden til; den må gerne være lidt til den salte og stærke side, da den bliver mildere sammen med kødet.
Læg kødet i marinaden og rør grundigt, til der er marinade på alle kødflader. Lad kødet hvile i køleskabet i mindst 4 timer. Er det filet, er kødet nærmest mørt med det samme. Bruger du kød fra køllen, kan det godt betale sig at lade det ligge og marinere fra morgen til aften.
Tænd op i grillen og vent, til den er rygende varm. Sæt kødet på spyd og grill spyddene i 3-5 min. på hver side. Tiden afhænger af, hvor tykke kødstykkerne er.
Pensl dem undervejs med lidt olivenolie og servér dem direkte fra grillen sammen med en god grøn salat, solidt brød og eventuelt blandet, grillet grønt.

TIP Som altid ved grill-tilberedning, hvor ting skal grilles hurtigt, anbefaler jeg kul frem for briketter. Der skal bruges en kraftig varme, men ikke i ret lang tid.