Krydret rullekebab

Fladbrød fyldt med lækkert, mørt kød krydret med koriander og spidskommen samt salat og en dressing af cremefraiche med chili, oregano og hvidløg.

Hovedret til 4 personer

8 store fladbrød

Ingredienser

Kød
1 kg okseculotte eller cuvettesteg
2 tsk. salt
1 tsk. friskkværnet peber
1 tsk. stødte korianderfrø
1 tsk. stødt spidskommen
1 spsk. smør
1 spsk. solsikkeolie
½ l vand

Dressing
3 dl cremefraiche 18 % 
1 finthakket hvidløg
1 tsk. chilipasta eller
½ tsk. tørret chili
2 spsk. friskhakket eller
2 tsk. tørret oregano
Saften af ½ citron
½ tsk. rørsukker
Salt og friskkværnet peber

Salat
2 store løg
2 spsk. jomfruolivenolie
2 spsk. hvid balsamicoeddike
2-4 kviste bredbladet persille
4 store tomater
1 agurk
1 snittet iceberg- eller romainesalat

 

PRØV OGSÅ: Calzone med hjemmelavet tomatsauce

 

Fremgangsmåde

Kød: Kødet langtidsbraiseres for at gøre det fuldstændig mørt. Det kræver ikke meget andet end tid, for kødet passer nærmest sig selv ved denne tilberedning.
Fjern fedtet og den sene, som altid er på culottens overflade, og gnub kødet med salt, peber, koriander og spidskommen. Steg overfladen brun og lækker i smør og olie i en støbejernsgryde, hæld ½ l vand ved, læg låg på og stil gryden i ovnen i 4-5 timer ved 150° (ikke varmluft). Hold øje med, at gryden ikke koger tør for væde.
 

Dressing: Lav dressingen, et par timer inden den skal bruges – den har godt af at stå og trække. Rør alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber, både når dressingen er nyrørt og igen, når den skal serveres.
 

Salat: For at tage toppen af det stærke i løgene, skal de marineres i et par timer. Halvér dem og snit dem i tynde skiver. Bland dem med olivenolie, hvid balsamicoeddike og hakket bredbladet persille.
Skær det møre kød i skiver eller træk det blot i stykker. Hvis du har braiseret kødet, dagen før det skal spises, kan du kort inden servering svitse det på en pande i lidt olie for at forstærke smagen og genopvarme det.
Fyld fladbrødene med skiver af tomat, agurk, marinerede løg og snittet salat. Fyld det herefter herefter med kød og den lækre dressing.
Rul brødet sammen og nyd måltidet med det samme!