Torsdag d. 1. marts 2012 - af Lone Landmand
Mørbrad i champignonsauce
Mørbrad i cremet champignonsauce med basilikum.

Mørbrad i cremet champignonsauce med basilikum til 4 personer
Det skal du bruge:
1 svinemørbrad - omhyggeligt afpudset for hinder og sener, 3 spsk. mel, 1 spsk. mild paprika, 30 g smør, friskkværnet salt og peber
Champignonsauce
1 løg skåret i fine tern, 250 g champignoner i tynde skiver, 1 finthakket fed hvidløg, 5 dl vand, 2½ dl cremefraiche 38 %, 1 potte frisk basilikum
Tilbehør
Ris eller pasta
Sådan gør du:
Mørbradbøffer
Skær mørbraden i 2 cm tykke skiver. Tryk skiverne ud til halv tykkelse med siden af et knivblad. Bland melet med paprika og vend mørbradbøfferne i blandingen. Gem resten af paprikamelet til saucen.Brun smørret på en pande og steg bøfferne heri i 2 min. på hver side. Kværn salt og peber over dem undervejs. Tag kødet af panden og læg det på en tallerken.
Champignonsauce
Hæld løgternene i panden og brun dem i kort tid. Tilsæt champignoner og svits dem, til vandet er dampet af. Tilsæt finthakket hvidløg og resten af paprikamelet. Rør rundt og tilsæt vand. Hæld cremefraiche i og rør, til saucen er jævn. Læg bøfferne tilbage i panden med saucen og lad dem koge med i maks. 5 min. Det er meget vigtigt, at kødet ikke får længere tid, da det ellers bliver tørt og sejt. Får det tilpas med varme, forbliver det dejligt saftigt. Smag retten til med salt og peber. Lige inden servering vendes grofthakket basilikum i din champignonsauce. Nyd retten med ris eller pasta - for nydt bliver den.
TIP
Du kan bruge 18 % cremefraiche i stedet for den fuldfede 38 %, men saucen vil så eventuelt skille lidt.