Fredag d. 8. februar 2013 - Tekst og foto af Pia Friis Andreassen
Madplan med kalkun, lam og rejer
Har du brug for lidt inspiration til hverdagsmaden? Så kan du hver uge følge Ude og Hjemmes madplan

Hver uge laver Pia en madplan med fem retter god mad og madpakkeforslag til en familie på to voksne og to børn.
Følg blot indkøbsseddel og opskrifter i madplanen, så slipper du for bekymringerne om, hvad der skal spises af god og sund mad i løbet af ugen.
Husk at koordinere med dit basislager, så du ikke kommer til at mangle noget i din madplan.
Du kan se retterne i galleriet.
Indkøbsliste til madplanen
Frost/køl:
1 kalkunbryst (900 g)
1 pk. kyllingepålæg
1 pk. skinkepålæg
150 g bacon i tern
10 æg
4 dobbelte lammekoteletter
1 stor pose rejer (ca. 690 g, frost)
450 g hakket kalv og flæsk 3-7 %
750 g grønne bønner (frost)
Kolonial:
250 g fuldkornsnudler
2 fuldkornsrugbrød
200 g mandler
2 flåede, hakkede tomater
2 dåser bønnemix
1 pose fuldkornsboller
2 x 400 ml kokosmælk
Grønt:
2 bdt. forårsløg
3 røde peberfrugter
1 potte koriander
1 bakke æbler
7 juniorbananer
10 appelsiner
3 limefrugter
1 pk. mynte
600 g tyndskallede kartofler
1 broccoli
6 bagekartofler
1 bdt. radiser
3 avocadoer
Det havde Pia selv til madplanen
Sojasauce, hvidløg, tørrede chiliflager, sød chilisauce, salt, peber, cayennepeber, timian, olie, løg, hvidvin, grøn karrypasta, sukker, fuldkornsris, ost, worcestershiresauce, oksebouillon, majsstivelse, mælk, smør.
Ugens madpakker fra madplanen
Mandag:
Rugbrød med frikadelle og skinke. Æble.
Tirsdag:
1-2 rugbrødsklapsammener med hårdkogt æg. Æble. Mandler.
Onsdag:
Rugbrød med frikadelle og skinke. Banan.
Torsdag:
Rugbrødsklapsammen med hårdkogt æg. Ost i bjælker. Radiser.
Fredag:
1-2 skiver rugbrød med avocado og hakket løg. Appelsin. Mandler.
Madplan med kalkun, lam og rejer


Mandag:
Wokret med kalkun og grøntsager
Af Pia Friis Andreassen/Foto: Martin Tanggaard
Nem og sund wokret til hele familien
4 pers.
Ingredienser til wokret med kalkun og grøntsager:
450 g kalkunbryst i strimler
3 spsk. sojasauce
1 tsk. tørrede chiliflager
2 røde peberfrugter
1 bdt. forårsløg
2 spsk. olie
2 finthakkede fed hvidløg
Salt og peber
Limesaft
Nudler:
250 g fuldkornsnudler
1½ dl sød chilisauce
1-2 spsk. sojasauce
Pynt:
½ potte korianderblade
PRØV OGSÅ: Svinekød i karrykål
Fremgangsmåde:
Nudler:
Tilbered nudlerne efter anvisningen på emballagen. Lad dem dryppe af og vend dem med chili- og sojasauce.
Kalkun og grønt:
Lad kødet trække i ca. 10 min. med sojasauce og chiliflager. Skær peberfrugter og forårsløg i strimler (hold forårsløgenes hvide og grønne del adskilt). Opvarm en wok, til den er rygende varm. Tilsæt 1 spsk. olie og steg kødet heri under omrøring i ca. 4 min. Tag det op. Tilsæt resten af olien og steg peberfrugter og hvidløg i 2 min. under omrøring. Tilsæt den hvide del af forårsløgene og steg videre i 2 min. Vend kødet i og varm det hele igennem. Smag til med salt og peber. Vend wokretten med nudlerne, dryp med limesaft og pynt med toppen af forårsløgene og korianderblade.
Tilberedningstid:
Ca. 30 min., heraf arbejdstid ca. 30 min.


Tirsdag:
Kalkungryde med bønner og tomat
Af Pia Friis Andreassen/Foto: Martin Tanggaard
Nem og smagfuld grydret
4 pers.
Ingredienser til kalkungryde med bønner og tomat:
450 g kalkunbryst
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 bdt. forårsløg
200 g bacon i tern
1 spsk. olie
1½ dl hvidvin
2 dåser flåede, hakkede tomater
2 dåser bønnemix (afdryppet)
Salt og peber
Tilbehør:
Grovboller
PRØV OGSÅ: Kyllingedeller, stegte kartofler og salat
Fremgangsmåde:
Skær kødet i tern på 2 x 2 cm. Hak løget og hvidløgsfeddene. Rens forårsløgene og skær dem i strimler. Hold den grønne og hvide del adskilt. Steg baconen i olien i et par minutter. Lad løget stege med. Tilsæt hvidløg og vin og lad det koge lidt ind. Tilsæt den hvide del af forårsløgene samt tomater og kød og bring det hele i kog. Lad det småsnurre under låg i 5 min. Hæld bønnerne på og varm det i yderligere 5 min. Smag til med salt og peber. Strø den grønne del af forårsløgene over som pynt.
Tilberedningstid:
Ca. 30 min., heraf arbejdstid ca. 20 min.


Onsdag:
Lammekotelet med løg-appelsinsalat
Af Pia Friis Andreassen/Martin Tanggaard
Retten får et dejligt friskt pust med syrlige appelsinskiver
4 pers.
Ingredienser til lammekotelet med løg-appelsinsalat:
4 dobbelte lammekoteletter
2 spsk. olie
1 tsk. timian
Salt og peber
Stegte kartofler:
600 g tyndskallede kartofler
2 spsk. olie
Salt
Appelsinsalat:
6 søde appelsiner
1 lille hakket løg
1 bdt. mynte
PRØV OGSÅ: Koteletter i fad fratineret med ost
Fremgangsmåde:
Stegte kartofler:
Skrub kartoflerne rene og skær dem i halve. Dup dem tørre og vend dem med olie på en plade med bagepapir. Steg dem gyldne og møre midt i en 220° varm ovn (ca. 25 min.). Vend dem undervejs og krydr med salt mod slutningen.
Appelsinsalat:
Skræl appelsinerne og fjern også den hvide hinde. Skær appelsinerne i tynde skiver og læg disse taglagt på et fad. Strø løg over. Skyl mynten, dup den tør, hak bladene groft og strø dem over appelsinskiverne.
Koteletter:
Dup koteletterne tørre og brun dem i olien ved god varme. Skru ned til middelstærk varme og krydr dem med timian, salt og peber. Steg dem i yderligere 2-3 min. på hver side alt efter tykkelse.
Tilberedningstid:
Ca. 40 min., heraf arbejdstid ca. 20 min.


Torsdag:
Rejer i karry og kokosmælk
Af Pia Friis Andreassen/Foto: Martin Tanggaard
Skøn suppe med masser af grøntsager og rejer
4 pers.
Ingredienser til rejer i karry og kokosmælk
1 stor pose rejer (ca. 690 g, frost)
1 broccoli
1 rød peberfrugt
1 spsk. grøn karrypasta
2 spsk. olie
2 x 400 ml kokosmælk
Sojasauce eller fiskesauce
Limesaft
1 nip sukker
Tilbehør:
Ca. 4 dl fuldkornsris
Pynt:
½ potte koriander
Fremgangsmåde:
Tilbehør:
Kog risene efter anvisningen på emballagen.
Rejer i karry:
Lad rejerne tø i køleskabet fra morgenstunden. Lad dem dryppe af. Del broccolien i meget små buketter. Skær broccolistokken og peberfrugten i tern. Steg karrypastaen i olien, til den skiller ad. Hæld kokosmælk på og bring den i kog. Tilsæt broccolistokken og lad den simre i 1 min. Tilsæt broccolibuketterne og peberfrugten og lad det simre i 2 min. Tag gryden af varmen og kom de afdryppede rejer i. Smag til med sojasauce eller fiskesauce, limesaft og 1 nip sukker. Pynt retten med blade af koriander.
Tilberedningstid:
Ca.45 min., heraf arbejdstid ca. 20 min.


Fredag:
Mini-farsbrød og kartoffelmos
Af Pia Friis Andreassen/Foto: Martin Tanggaard
Gode farsbrød til en hyggelig familiemiddag
4 pers.
Ingredienser til mini-farsbrød og kartoffelmos:
Farsbrød:
450 g hakket kalv og flæsk
1¼ tsk. salt
1 lille finthakket løg
50 g havregryn
1 æg
1 tsk. cayennepeber
3 spsk. worcestershiresauce eller engelsk sauce
Sauce:
2 dl oksebouillon
Majsstivelse
Sojasauce
Tilbehør:
6 bagekartofler
Ca. 1½ dl varm mælk
Smør
Salt og peber
¾ kg grønne bønner (frost)
PRØV OGSÅ: Tykstegsbøf og bagte rødder
Fremgangsmåde:
Farsbrød:
Ælt kød og salt sammen. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser og ælt det til en ensartet fars. Form den til 4 farsbrød, som lægges i et ovnfast fad. Hæld lidt vand i bunden af formen og steg farsbrødene midt i en 200° varm ovn i 22-25 min.
Tilbehør:
Skær de skrællede kartofler i tern. Kog dem møre i rigeligt vand. Hæld vandet fra og mos dem under tilsætning af mælk. Smag til med smør, salt og peber. Kom bønnerne i kogende, letsaltet vand. Kog dem i 4 min. og lad dem dryppe af.
Sauce:
Si væden fra kødfadet ned i en kasserolle og varm op med bouillon. Lad den småkoge i et par minutter. Jævn let med majsstivelse udrørt i vand. Smag til med sojasauce og peber.
Tilberedningstid:
Ca. 50 min., heraf arbejdstid ca. 25 min.