Chokolade-pavlova med creme og bær

Dessert i sommerfarver

Foto: Martin Tanggaard

(6 personer)

Det skal du bruge:
2 æggehvider (str. L)
125 g sukker
1 tsk. hvidvinseddike
½ spsk. majsstivelse
1 spsk. kakao
25 g revet chokolade

Creme og bær:
2 dl piskefløde
1½ dl cremefraiche 38 %
Kornene fra 1 vaniljestang
600 g blandede bær (her brombær, hindbær og blåbær)

Sådan gør du:
Pisk hviderne meget stive med en elpisker. Tilsæt sukker, 1 spsk. ad gangen under stadig piskning, til hviderne er blanke. Tilsæt eddike, sigt majsstivelse og kakao over og fold det sammen. Fold også revet chokolade i massen. Fordel æggehvidemassen i 6 cirkler på 2 plader beklædt med bagepapir. Sæt pladerne i en 160° varm ovn (varmluft) og dæmp straks ovnens temperatur til 130°. Sluk ovnen efter 30 min. og lad bundene stå, til de er helt kolde.

Creme: Pisk fløden til tykt skum. Bland forsigtigt cremefraiche og vaniljekorn i. Fordel creme og bær på bundene og servér straks.