Den ultimative mandelkage

Lækker og indbydende mandelkage

Tid: 60 minutter.
Bagetid: 40 minutter.
Antal stykker: Ca. 24

Det tager tid at smutte og blende de mange mandler, men til gengæld får du et lækkert, friskt mandelmel, som giver to solide kvalitetskager. Du kan også vælge at bruge 400 g færdigkøbt mandelmel, som dog kan være lidt svært at finde i almindelige butikker.

Ingredienser:
• 400 g mandler
• 10 æg
• 450 g lyst rørsukker
• skal og saft af 1 appelsin, usprøjtet
• 1 spsk bagepulver
• 2 runde springforme (24 cm i diameter)
• bagepapir og smør til formene

Pynt:
• 100 g mandelfl ager
• fl ormelis

Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 180°. Beklæd springformene med bagepapir i bunden, og smør kanterne med smør.
2. Skold og smut mandlerne. Tør dem godt i et rent viskestykke, og blend dem i en blender/ foodprocessor til helt fint mandelmel.
3. Pisk æg og rørsukker hvidt og luftigt med en elpisker i en stor skål. Riv skallen af appelsinen på den fine side af et rivejern, du skal bruge 1 spsk revet appelsinskal. Pres derefter saften af appelsinen. Kom revet appelsinskal og 2 spsk appelsinsaft i den piskede æggemasse, og pisk videre et kort øjeblik.
4. Vend mandelmel og bagepulver i dejen med en ske.
5. Fordel dejen i de to springforme, og bag kagerne i ovnen i ca. 40 minutter. Lad dem afkøle helt, før du tager dem ud af formene.
6. Pynt: Rist mandelflagerne på en tør, varm pande, til de er let gyldne. Ryst panden jævnligt, så de ikke bliver for brændte. Sigt flormelis over de afkølede kager, og drys med de ristede mandelflager.

Tips: Hvis du ikke har en blender eller foodprocessor, kan du hakke mandlerne så fint som muligt med en kniv - men det vil tage noget tid! Kagen egner sig godt som dessertkage, gerne serveret med friske bær og en skefuld græsk yoghurt eller vaniljeis.