Halloween-muffins

Sjove halloween-muffins med græskarkød, der er krydret med ingefær. På toppen en kanelkrydret frosting og øverst små græskar af marcipan.

halloween
Foto: Martin Tanggaard

Halloween-muffins

12 stk.

Ingredienser

Muffins
225 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
225 g sukker
1 tsk. stødt ingefær
150 g solsikkeolie
1½ dl cremefraiche 18 %
2 store æg
125 g græskarkød
75 g hakkede valnødder

Frosting
25 g blødt smør
200 g flødeost
75 g flormelis
Lidt stødt kanel
15 dråber vaniljeekstrakt

Pynt
250 g marcipan
Orange konfektfarve
Lidt sort glasurfarve, gerne i tube

PRØV OGSÅ: Halloween -spøgelser

Fremgangsmåde

Muffins: Bland mel, bagepulver, sukker og ingefær i én skål og olie, cremefraiche og æg i en anden. Bland de våde og tørre ingredienser med hinanden og tilsæt derpå græskarkød, der er revet groft på rivejernet, og de hakkede nødder. Kom dejen i muffinforme og bag kagerne ved 200° i 15-20 min. 

Frosting: Pisk smør, ost, flormelis, kanel og vaniljeekstrakt sammen og smør det på de afkølede muffins. 

Pynt: Farv marcipanen orange og form den til små kugler på størrelse med en valnød. Lav linjer og stilk i kuglerne, som var det græskar, og tegn mønstre på til græskarmænd med glasurfarve.