Tirsdag d. 11. november 2014 - af Lone Landmand / Foto: Søren Kvist
Hindbærsnegle
Der er vanilje og kardemomme i dejen, og sneglene er rullet med hindbærmarmelade - en rigtig lækkerbisken til kaffen eller teen. Og så har sneglene den fordel, at de kan fryses, så du når som helst kan servere lunt bagværk.
Galleri: 7 lækre opskrifter på brød














Lone Landmands hindbærsnegle
Ca. 18 - 20 stk.
Ingredienser
5 dl mælk
20 g gær
125 g rørsukker
2 spsk. stødt kardemomme
1 spsk. vaniljesukker
950 g mel
1 stort æg
150 g smør
2 dl hindbærmarmelade
Perlesukker til drys
PRØV OGSÅ: Lone Landmands bananmuffins med chokolade
Fremgangsmåde
Lun mælken og udrør gæren heri. Tilsæt rørsukker, kardemomme, vaniljesukker, mel og æg og ælt dejen længe og grundigt, gerne i en køkkenmaskine. Dejen skal være lidt klistret, så undlad at tilsætte mere mel end angivet.
Skær smørret i tern og ælt det ind i dejen til sidst.
Dæk skålen til og lad dejen hæve til mindst dobbelt størrelse. Det tager 1½-3 timer afhængigt af temperaturen i rummet.
Tænd ovnen på 180° (ikke varmluft). Smør et par bageplader eller beklæd dem med bagepapir.
Drys et fint lag mel på køkkenbordet og hæld dejen ud herpå. Pres forsigtigt dejen ud til en firkant på ca. 50 x 60 cm. Fordel hindbærmarmeladen over dejen og fold - fra den brede side - 1⁄3 af dejen ind mod midten. Træk den modstående side ind over midten. Luk samlingen, så godt du kan, og skær stangen i ca. 2½ cm brede skiver.
Drej hvert stykke om sig selv nogle gange. Lav begyndelsen på en knude, men lad dejenderne blive under sneglen. Læg de formede snegle med god afstand på bagepladerne. Snoning og formning af dejen vil uvægerligt give marmelade på hænder og bord m.m., men det kan ikke være anderledes - det er noget fedteri, men det er indsatsen værd.
Drys sneglene med perlesukker og lad dem efterhæve i mindst ½ time i et lunt rum. Bag dem, til de er gyldne, men ikke mørke (25-30 min. afhængigt af din ovn) og nyd dem lune.