Marengs med hindbær, kaffe og vanilje

Disse marengs er nemme at lave, og de er et smukt og velsmagende tilbehør til kaffen eller isdesserten. Giv dem smag af hindbær, kaffe, vanilje eller nødder og lav dem også gerne i forskellige farver.

Foto: Martin Tanggaard
 

Ingredienser

 

Marengs

330 g sukker 
1 dl vand
150 g æggehvide
1 spsk. sukker

PRØV OGSÅ: Konfektsmåkager med hvid chokolade og tranebær

Fremgangsmåde

Kog en lage af de 330 g sukker og vand. Opvarm det til en temperatur på 115°.
Pisk æggehviderne skummende og tilsæt derpå 1 spsk. sukker.

Pisk, imens den varme sukkerlage tilsættes i en tynd stråle. Pisk derpå massen, til den er kold.

Sprøjt marengsene ud på bagepapir. Sæt dem i ovnen ved 110° og lad dem tørre i ca. 
75 min. Sluk for ovnen og sæt fx en ske i klemme i ovnlågen, så varmen langsomt aftager.

Variationer

Der er uendelig mange muligheder for at variere marengsene både med hensyn til smag og udseende.
På billedet ses en version med hindbær, kaffe og vanilje.

Hindbærmarengs: Halvdelen af vandet udskiftes med hindbærsaft. Man kan også vende massen med frysetørrede hindbær.

Kaffemarengs: Sukkerlagen tilsættes 1 spsk. tørret kaffepulver. Man kan også vende kaffepulveret direkte i marengsmassen, men så vil der være små prikker af kaffe i marengsen.

Vaniljemarengs: Sukkerlagen tilsættes korn fra 1 vaniljestang.

Nøddemarengs: Finthakkede nødder af forskellige slags vendes i den færdige marengs.

Du kan også komme farvestof i marengsen – dog anbefaler jeg små mængder.