Tirsdag d. 10. december 2013 - af Lone Landmand / Foto: Søren Kvist
Pærekage med marcipan
Lone Landmands pærekage med marcipan er en næsten konfektagtig kage, der er det perfekte søde punktum for en dejlig frokost. Spis den med en skøn vaniljecreme.

Lone Landmands pærekage med marcipan

Lone Landmand deler hver
uge ud af sine lækre opskrifter
fra Lones Landkøkken i
Ude og Hjemme.
[email protected]
Hver uge får du lækre opskrifter fra Lone Landmand i Ude og Hjemme.
Ca. 10-12 stykker
Ingredienser
Pærekage med marcipan
4 pærer
1 spsk. honning
250 g smør
250 g rørsukker
4 æg
300 g bagemarcipan
200 g mel
1 tsk. bagepulver
2½ dl god vaniljecreme (se opskrift)
2½ dl piskefløde til serveringen
Vaniljecreme
2½ dl sødmælk
2½ dl piskefløde
50 g sukker
1 vaniljestang
3 æggeblommer
1 stor tsk. maizenamel
PRØV OGSÅ: Lone Landmands æbletærte med citronskal
Fremgangsmåde
Vaniljecreme: Hæld mælk og fløde i en lille gryde. Tilsæt halvdelen af sukkeret og den flækkede vaniljestang. Varm blandingen op under omrøring, til den damper.
Pisk æggeblommerne med resten af sukkeret og maizenamelet.
Hæld den varme mælkeblanding i æggeblandingen i en tynd stråle og under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden og varm det op under stadig omrøring. Lad cremen nå kogepunktet og lad den boble fra bunden i 1 minut, inden du tager den af varmen.
Pærekage: Tænd ovnen på 190° (ikke varmluft). Beklæd en stor springform med bagepapir.
Skræl pærerne, skær dem i kvarter, fjern kernehusene og skær hver båd i 4 skiver.
Kom pæreskiver og honning i en lille gryde. Vend det rundt over svag varme, til honningen er smeltet og dækker pærerne.
Pisk smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et efter et under stadig piskning. Riv marcipanen på den grove side af rivejernet og tilsæt den sammen med mel, bagepulver og 2½ dl af din vaniljecreme. Rør kortvarigt dejen sammen, hæld den i springformen og læg pærestykkerne ovenpå. Dryp med
2 spsk. honning-pæresaft fra gryden. Læg et stykke bagepapir over formen og sæt det hele i ovnen. Bag kagen i 45 min., tag bagepapiret af og bag den i yderligere
30 min. Ovne varmer forskelligt - kontroller med en spids kniv om kagen er færdigbagt, inden du tager den ud af ovnen. Lad kagen køle af.
Ved servering: Pisk 2½ dl fløde til flødeskum og vend det sammen med de resterende 2½ dl vaniljecreme. Servér cremen som en pragtfuld ledsager til den fine dessertkage.