vegetar

Lasagne med løg, selleri og champignoner

23. februar 2016 af Lone Landmand
Lækker lasagne uden kød, men med masser af smag fra selleri, løg, champignoner, hvidløg, oregano, laurbærblade og worcestershiresauce.

Hovedret til 4 eller
frokostret til 6 personer

Ingredienser

Fyld
200 g knoldselleri uden skræl
2 fed hvidløg
4 store løg
200 g champignoner
2 spsk. smør
2 spsk. sojasauce
2 tsk. worcestershiresauce
1 spsk. tørret oregano
2 laurbærblade
2 tsk. salt
½ tsk. friskkværnet peber
½ tsk. chilipasta (kan undlades)
600-700 g flåede og blendede tomater
2 dl vand
2 dl fløde
150 g revet mozzarella

Pastaplader
1 spsk. vand
3 æg
300 hvedemel, gerne med højt proteinindhold

PRØV OGSÅ: Pizza med ost, parmaskinke og løg

Fremgangsmåde

Pastadej: Rør vand og æg ind i melet og ælt dejen grundigt på en bordplade (brug hænderne). Pastadejen skal have en ret fast konsistens. Hvis dejen er blød, vil den drille, når den skal rulles ud. Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet.

Fyld: Riv knoldsellerien på den grove side af et rivejern. Hak hvidløgsfeddene fint.
Snit løgene i tynde både og hak champignonerne, så fint du kan. Sæt en stor pande over varmen og steg løgene i smørret. Tilsæt champignonerne, når løgene begynder at tage farve. Brun det hele grundigt, dog uden at det branker. Hæld sojasauce og worcestershiresauce i panden og lad de to saucer simre med. Tilsæt kort efter groftrevet selleri, finthakket hvidløg, oregano, laurbærblade, salt, peber og evt. chilipasta. Rør rundt i et par minutter, tilsæt blendede tomater, vand og fløde. Lad saucen simre i 5 min. og smag den til. Justér evt. konsistensen med vand.

Lasagneplader: Rul pastadejen ud på et meldrysset bord eller ved hjælp af en pastamaskine. Pastapladerne bør være ca. 2 mm i tykke.

Lasagne: Tænd ovnen på 180° (ikke varmluft). Find et ovnfast fad på ca. 20 x 30 cm og smør det grundigt.
Læg først et lag grønsagssauce, dernæst et lag lasagneplader, så endnu et lag sauce, lasagneplader osv., til alt er brugt op. Drys revet mozzarella på toppen og bag lasagnen i ovnen i 25-35 min., eller til osten er gylden, og lasagnen bobler helt inde i midten.
Nyd retten med en stor skål sprød, grøn salat til.

Sponsoreret indhold