Årgang 0: Mor og far savner Emma

-Det gjorde altså lidt ondt i maven, og jeg syntes, jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig lidt på, siger Emmas mor, Lene Josefsen, da hun må vinke farvel til sin datter, Emma, fra Årgang 0.

Emma hjemme i Tarm med mor og far, Lene og Poul-Erik, samt brødrene Simon og Mikkel.

-Jeg tror, mor mest glæder sig til, at du kommer hjem igen, siger Emmas far, Poul-Erik Josefsen, i det afsnit af Årgang 0, der bliver vist på TV2 på tirsdag aften.

I det afsnit kan vi blandt andet følge Emmas store rejse til Kina, hvor hun sammen med sin onkel Lars besøger det store land mod øst. Selve rejsen derud tager Emma for en stor del alene, og det bliver i det hele taget en tur, der både er lærerig og giver Emma masser af erfaringer, hun kan tage med videre i livet.

Men det blev også et lærestykke for Emmas mor og far, Lene og Poul-Erik Josefsen. De finder ud af, hvor meget de savner deres datter, når hun ikke er hjemme.

-Det er altså lidt vildt. Jeg har virkeligt glædet mig på hendes vegne og tænkt, at det var fantastisk, at hun kunne få lov at rejse helt til Kina og opleve så stort et land og så anderledes en kultur, siger Lene i Årgang 0.

LÆS OGSÅ: Emma vil på fodboldskole

-Puh-ha, nu har jeg været ude at vinke farvel til hende, og det gjorde altså lidt ondt i maven, og jeg synes, jeg kunne mærke, at tårerne pressede sig lidt på.

Lene Josefsen synes, det er en lang tur for Emma. Hun skal rejse helt alene til Dubai, før hun kan møde sin onkel Lars, der tager Emma med til Kina, hvor han skal på arbejde.

-Selvom jeg synes, hun er stor, dygtig, og hun er ansvarsbevidst, så er det langt at skulle rejse helt til Dubai helt alene, siger Lene.

-Jeg gad godt, at jeg havde haft det mod, da jeg var 14. Jeg er stolt af hende.

Nej tak til orme og skildpadder

Under sin rejse i Kina, oplever Emma hvordan et helt andet land fungere. Blandt andet er hun med ude på restaurant, og her bliver hun tilbudt både silkeorme og skildpadder. Ikke lige noget, hun har lyst til.

LÆS OGSÅ: Stephanies rørende farvel til oldemor

Da Emma så er på vej hjem, beslutter hendes mor og far at hente Emma i lufthavnen i Kastrup. Det var ellers planlagt, at Emma selv skulle tage toget hjem, men forældrene kunne bare ikke vente.

Det bliver da også et tårevædet gensyn mellem Emma, mor, far og lillebror Mikkel, som også er med ovre at hente sin søster.

Glad for at Emma er hjemme

-Det gik godt, siger Poul-Erik om sin datters store rejse.

-Og det er jo fedt, for det er jo noget af det, man vokser af bagefter, siger han i udsendelsen.

LÆS OGSÅ: Så sød var Rachel i Årgang 1

Emmas mor er glad for at have sin datter hjemme igen.

-Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver at hente hende, efter hun har været et år i USA, som hun har planer om, siger Lene Josefsen.

Afsnit 3 af Årgang 0 bliver sendt på TV2 tirsdag aften kl. 20.00.