Natascha Linea vil have en lotus-fødsel

Når Natascha Linea fra De unge mødre om knap fem måneder føder, vil hun ikke have navlestrengen til sin lille søn klippet. Hun vil tilbage til naturen og have en rigtig lotus-fødsel.

Selv om der stadig er fem måneder, til Natascha Linea fra De unge mødre skal føde sin lille dreng, er hun allerede godt i gang med planlægningen af fødslen. Hun er allerede tilknyttet en privat jordemoder og har besluttet sig for at føde hjemme, hvis det er muligt.

Nu har hun bestemt sig for, at fødslen skal være en såkaldt lotus-fødsel. Det går i alt sin enkelhed ud på, at man undlader at klippe navlestrengen over, så barnet altså stadig er koblet til moderkagen efter fødslen. Navlestrengen og moderkagen tørrer ud, og navlestrengen falder af helt naturligt efter 3-10 dage.

- I dag bryder man så meget ind i naturen. Hvorfor ikke bare lade naturen gå sin gang, spørger Natascha Linea retorisk.

Læs også: Puk Rebecza om sin lille datter: Jeg er bange for, at hun skal dø fra mig

Et overgreb at klippe navlestrengen

Hun har læst om lotus-fødsler via facebook og har siden selv researchet på emnet.

- Jo mere jeg læste, jo mere rigtig føles det, siger hun.

Ved hendes 2-årige datter Lia blev navlestrengen klippet efter 3 minutter.

- Dengang havde jeg ikke læst op på det. Nu vil jeg gerne vide, hvilke muligheder jeg har, fortæller hun.

Natascha Linea er kommet frem til, at det at klippe navlestrengen er alt for indgribende overfor et lille barn.

- Det virker som et overgreb på barnet at tvinge barnet til at give slip på sin hule og hjem så kort efter fødslen. Jeg ville virkelig ønske, jeg kendte til denne form for fødsel, da jeg fik Lia, så havde jeg helt klar valgt at lade den (red. navlestrengen) være, til hun selv ikke ville have den mere og var klar til at give slip på sin lille hule og komme ud i verden og opleve den, skriver Natacha Linea på sin blog.

Læs også: Hannah Melissa: Ædt op af jalousi

Moderkagen er brugbar

Natascha Linea forklarer, at det nyfødte barn har stor glæde af moderkagen i op til 2 timer efter fødslen.

- Barnet får vigtig næring, vitaminer, jern, ekstra blod og ilt fra moderkagen, forklarer hun.

Men selv efter de 2 timer har hun ikke tænkt sig at klippe navlestrengen til sin nyfødte søn.

- Man lader alligevel navlestumpen falde af selv. Det foregår på samme måde, her er det bare hele navlestrengen, siger hun.

Læs også: Forældrene advarer: Baby døde i autostolen

Moderkage i en pose

Selve moderkagen vil hun opbevare i en pose.

- Det er alligevel begrænset, hvor meget jeg kommer ud den første uge. Min mor er hos mig i den uge, og der skal man jo bare slappe af og nyde babyen, siger hun og understreger, at der intet ulækkert er i det.

- Moderkagen er pakket ind, og navlestrengen tørre ind, så den ikke er klisteret og slimet.

Hun har set billeder af mødre, der opbevarer moderkagen i en kurv ved siden af barnet og dækker den med blomster, men det synes hun, er for langt ud.

- Det skal være stille og roligt, og moderkagen skal være gemt væk og pakket ind, siger hun og afviser med det samme at spise moderkagen.

- Nej, ad! Det har jeg ikke tænkt mig, siger hun.

Hun er godt klar over, at hendes nye idé er lidt hippie-agtig.

- Jeg ved ikke helt, hvad der sker i min hjerne lige nu, siger hun og griner.

Læs også: Natalie mistede datter: Husk hende når I får nok af jeres børn

Det mest naturlige

- Hvis navlestrengen ikke faldt af selv, så kunne jeg godt se idéen i at klippe den, men naturen klarer jo det hele. Det er ikke naturligt at klippe navlestrengen, slår hun fast.

- Man klipper navlestrengen, fordi det er nemmere for moren og måske for personalet på sygehuset. Men der er ikke nogen medicinsk grund til det, siger Natascha Linea.

- En lotus-fødsel virker meget mere naturlig, siger hun.

Og selv hvis hun ender med at føde på sygehuset, har hun tænkt sig at bede om en lotus-fødsel.

- Jeg har set billeder af folk, der har født på sygehuset, hvor det godt kunne lade sig gøre. Jeg har endda læst om en, der fik kejsersnit, hvor de heller ikke klippede navlestrengen, siger hun.

Læs mere om Natascha Lineas beslutning på hendes blog HER.