Parterapi redder kærligheden

Egentlig var de nyforelskede. Katherina havde i sin jagt på lykke pakket sine ting og sin søn og var flyttet til den anden ende af landet. Fra Vejle til København, hvor hun kun kendte Peter. Afhængigheden var total

Foto: Steen Wrem
Egentlig var de nyforelskede. Katherina havde i sin jagt på lykke pakket sine ting og sin søn og var flyttet til den anden ende af landet. Fra Vejle til København, hvor hun kun kendte Peter. Afhængigheden var total.

- Jeg var kæreste-junkie. Mens Peter gik på arbejde, gik jeg hjemme og ventede. Ventede på, at han kom hjem, og på at Mikkel får en plads i en daginstitution, så jeg kan komme videre med mit liv og min uddannelse, fortæller Katherina Pedersen, 24.

Læs også: Dea måtte vælge - beskidt hjem eller baby?

Hun har været fast inventar i De unge mødre siden 2005. Kæresten Peter Kragh, 26, har været med i programmet siden starten i 2004, hvor Kaare Sand lavede en reportage om unge mødre – og fædre. De to veteraner mødte hinanden gennem programmet. Nu vil de lykkes med kærligheden gennem spin-off programmet De unge mødres drøm.

- I starten var min drøm at få et nyt liv i København, men det blev i løbet af optagelserne vendt til at skulle få kærligheden til at lykkes, fortæller Katherina. For selv om parret var nyforelskede, så fik de allerede under den første udfordring i programmet problemer. De skulle sætte lejligheden i stand og gøre den klar til salg.

- Der havde vi vores første skænderi nogensinde. Og vi havde mange skænderier. Så det endte med, at vi fik brug for parterapi. Hvis det ikke havde været for Rikke, så var vi nok ikke sammen i dag, siger Katherina. Peter og Katherina lærte via parforholdseksperten Rikke Thuesen at kommunikere.

- Vi var for dårlige til at sige, når noget gik os på, og pludselig eksploderede en af os, fortæller Peter.

- Rikke fik os til at forstå kærlighedssproget. Det handler om måden at give og tage imod kærlighed på, uddyber Katherina.

Se kjolerne: De Unge Mødre galla

Kærlighedssprog går ud på, at mennesker har fem forskellige måder at vise kærlighed på: Anerkendende ord, fysisk berøring, gaver, tjenester og tid sammen. Peter viser f.eks. bedst sin kærlighed til Katherina ved at gøre tjenester.

- Jeg fortæller Katherina, at jeg elsker hende ved at støvsuge. Hvis man ikke ved det om hinanden, så virker det måske underligt, at der aldrig bliver sagt ”jeg elsker dig”, men der er altid støvsuget, forklarer Peter. Sådan har de gennem programmet lært hinanden bedre at kende.

- Det er svært at måle, om jeg er lykkes med kærligheden, men mit liv er her i København sammen med Peter. Jeg er ikke så afhængig af ham mere, som man ser i starten af programmet. Jeg er blevet mere selvstændig og er faldet mere til i København. Og vi elsker hinanden, siger Katherina med et stort smil.

Via eksperten Rikke Thuesen har hun også fundet ud af, hvad hun vil med sit liv. Hun vil søge ind på social- og sundhedsskolen, hvor hun vil læse videre til assistent med henblik på at komme til at arbejde på fødegangen. For børn er nu engang det vigtigste i verden.