Præst ved at dø under begravelse

Halsen snørede sig sammen. Tungen svulmede op. Præsten Jessica kunne ikke få luft. En begravelsesceremoni var tæt på at ende med endnu et dødsfald, men heldigvis greb bedemanden Jenny lynhurtigt ind.

Det er ikke ligefrem normal praksis, at ligvogne benyttes til at redde liv. Men det var præcis, hvad der skete i den svenske by Tingsryd sidste sommer.

Takket være bedemanden Jenny Lyckbackes hurtige indgriben klarede præsten Jessica Fritzson sig igennem uden mén, efter at hun pludselig ikke kunne få vejret midt under en begravelse.

– Jenny er min reddende engel. Hvis det ikke havde været for hende, havde jeg ikke stået her i dag, siger 49-årige Jessica taknemmeligt.

– Da jeg så frygten i dine øjne, var jeg ikke i tvivl. Det ville tage for lang tid for en ambulance at nå frem, og den eneste bil, der var i nærheden, var min ligvogn, fortæller Jenny, 37.

Ved begravelsen i Tingsås Kirke den dramatiske augustdag sad der på grund af coronarestriktionerne knap 50 personer på bænkene.

Smuk begravelse

– Det var en smuk begravelse, som var sørgmodig og følelsesladet, husker Jessica.

Ceremonien var ved at slutte, hun kastede jord på kisten og sagde de velkendte og højtidelige ord ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive”. Så snart ordene havde genlydt i kirkerummet, mærkede hun sin hals snøre sig sammen. Hun undskyldte sig for at gå ud og drikke et glas vand.

Jenny fornemmede straks, at alt ikke var, som det skulle være med Jessica. De havde arbejdet sammen længe og kendte hinanden godt. Da Jessica kom tilbage efter en kort pause, forsøgte hun at sige de afsluttende ord. Men hun er usikker på, om de sørgende hørte dem.

– Min tunge svulmede op, og jeg fik svært ved at tale. Men jeg ville ikke afbryde ceremonien. For de pårørendes skyld ønskede jeg at afslutte gudstjenesten værdigt.

I mellemtiden var Jenny blevet mere og mere bekymret for Jessica. Havde hun mon fået et allergisk chok?

– Jeg ved af erfaring, hvad et allergisk chok kan indebære, da min mor er nøddeallergiker. Hvis hendes tunge svulmer op, skal hun have hjælp med det samme.

Var skrækslagen

Så snart kirkeklokkerne begyndte at ringe, og de sørgende rejste sig fra bænkene, gik Jessica med raske skridt mod udgangen. Det eneste, hun tænkte på, var at få luft.

– Jeg var skrækslagen. Det føltes, som om jeg var ved at blive kvalt.

Jenny så panikken i Jessicas øjne, da hun hastede forbi med præstekåben flagrende efter sig. Da hun spurgte, hvordan Jessica havde det, fik hun et hæst ”Jeg kan ikke få luft” som svar. Jenny forstod i dét øjeblik, at det handlede om liv eller død.

– Min eneste tanke var at få Jessica ind i ligvognen og få hende bragt til det nærmeste hospital. Der er strenge regler om, hvad en ligvogn må bruges til. Normalt må de absolut ikke anvendes til transport af levende personer, men her handlede det om en akut situation.

Ligvognen stod klar ved siden af kirken, og Jenny fik med mild, men bestemt hånd hjulpet Jessica ind på passagersædet.

– Bare det, at Jenny, som er betydeligt mindre end mig, fik mig ind i bilen trods mine protester, er imponerende, siger Jessica, som først ikke ville med. Hun troede, at hun ville få det bedre, hvis blot hun fik lidt frisk luft.

Jenny kørte med høj hastighed til hospitalet, som blot lå to kilometer væk. Men det føltes alligevel som en evighed, før de nåede frem. Under bilturen svulmede Jessicas tunge yderligere op, og hun tænkte på sine otte børn, manden Håkan og sine elskede heste, mens hun kæmpede for at få vejret. Hun tvivlede på, om hun nogensinde ville se dem igen.

Da de nåede frem til hospitalet, bremsede Jenny først, da de var helt henne ved en af indgangene.

– Men døren var låst. Jeg hamrede på den og løb derefter hen og bankede på en anden dør for at få personalets opmærksomhed.

Fantastisk følelse

Jenny havde ret. Jessica havde fået et allergisk chok. Lægerne gav hende straks noget medicin, som fik hævelsen i hendes tunge til at forsvinde.

– Det var en fantastisk følelse at kunne trække vejret normalt igen. Jeg fik det hurtigt bedre og kunne tage hjem efter nogle timer, siger Jessica.

Da hun fik at vide, at der var tale om et allergisk chok, troede hun først, at det skyldtes jorden, som hun anvendte til begravelsen.

– Men det er altså ikke jord, jeg er allergisk imod. Det kan i stedet have været nogle af blomsterne, der lå på kisten, som jeg ikke kan tåle. Jeg skal igennem flere undersøgelser nu for at se, om lægerne kan finde frem til noget.

Så snart Jenny så, at Jessica var i trygge hænder, kørte hun lettet og i betydeligt roligere tempo tilbage til kirken, hvor hun hentede kisten og fragtede den til krematoriet. Dernæst kontaktede hun enken for at forklare, hvad der var sket under begravelsen.

– Hun havde fuld forståelse for, at Jessica var nødt til at tage en pause under gudstjenesten og skynde sig ud.

Jessica ses her med sin “reddende engel” Jenny foran ligvognen, der fragtede hende på hospitalet i sidste øjeblik.

Held i uheld

Siden den dramatiske oplevelse har Jessica og Jenny arbejdet sammen ved flere begravelser. Nu har Jessica altid allergitabletter og en kortisonsprøjte på sig.

– Det var virkelig held i uheld, at det skete her i kirken, hvor Jenny var til stede. Tænk, hvis jeg var blevet ramt af et allergisk chok, mens min mand og jeg var på fjeldvandring, som vi plejer at være hver sommer. Så havde jeg ikke været i live i dag.

– Den angst, jeg følte, da jeg ikke kunne få vejret, ønsker jeg aldrig at opleve igen, siger præsten Jessica Fritzson.