Adskilt i fem år: Johan var gidsel hos terrorister

Johan var turist i Afrika, da han blev kidnappet af al-Qaeda. I fem år og syv måneder var han fanget i Malis ørken, hvor han bar lænker fra aften til morgen og blev behandlet som et dyr.

Det var 25. november 2011, at svenske Johan Gustafsson og hans nyfundne rejsekammerater, hollænderen Sjaak Rijke og sydafrikaneren Stephen Malcolm, blev kidnappet af al-Qaedas nordafrikanske gren, AQIM, på et hotel i Timbuktu i Mali.

De befandt sig mildest talt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Den politiske situation i landet var forværret, uden at Johan og hans rejsekammerater var vidende om det, og terrororganisationen så de tre turister som aktiver, der kunne kræves store løsesummer for.

– Vi blev ført ud i Malis ørken, og det skulle blive mit hjem i næsten seks år. Vi boede udendørs i lejre eller i simple hytter, fortæller Johan, som den svenske befolkning lærte at kende som det afmagrede og langskæggede gidsel, der blev tvunget foran sine bortføreres videokamera for at bede sin regering om penge til sin løsladelse.

Halvanden måned før tilfangetagelsen havde Johan sagt farvel til sin kæreste Wen hjemme i Stockholm, og sammen med en ven var han taget af sted på sin motorcykel for at køre gennem Europa og rejse Afrika rundt. Johan var en erfaren rejsende og havde boet og studeret i flere lande. Det var på en rejse til Peking i 2004, at han mødte Wen.

Eventyret sluttede

Men hans Afrika-eventyr fik en brat ende den dramatiske novemberdag på hotellet i Timbuktu. Det er i stedet dér, hans nye bog ”Et fængsel uden mure” begynder.

– Jeg skriver kun om årene i fangenskab. Ingenting om det, der skete før eller siden. Den handler meget om dynamikken i gruppen, forholdet mellem mig og mine medfanger og til vores kidnappere.

Det er en fortælling om konflikter, isolering og forskellige overlevelsesstrategier. Johan har ikke siden talt med sin sydafrikanske medfange, som blev løsladt af kidnapperne et halvt år efter ham.

– Jeg har mødt hans familie, og jeg har rakt en hånd ud mod ham, men han vil ikke tage den. Det er trist og beklageligt, men det er op til ham, hvad han vil gøre.

Johan har inddelt sin bog i tre afsnit. Det første handler om de tre første måneder, hvor han forsøgte at tilpasse sig situationen og akklimatisere sig til et liv i ørkenen.

– Det var en svær tid. Vi var i lænker fra aften til morgen og blev behandlet som dyr. Jeg forstod hurtigt, at jeg var nødt til at værne om mit fysiske og mentale helbred, hvis jeg skulle overleve. Jeg var omhyggelig med min hygiejne og bad mine fangevogtere om tilladelse til at gå rundt i cirkler i lejren hver eftermiddag. Det fik jeg lov til.

Slap tanker om familien

Samtidig gjorde han sit bedste for at slippe alle tanker om sin kæreste og familie hjemme i Sverige. Han kunne alligevel ikke ændre situationen, og han fik det kun værre af at længes efter dem.

– Jeg prøvede at leve i nuet. Jeg fokuserede på mine gåture og min hygiejne og forsøgte stille og roligt at kommunikere med vores fangevogtere.

Johans medfanger valgte en helt anden måde at håndtere situationen på.

– De to fandt hinanden med det samme. De sad hele dagen og talte om, hvordan de havde det i deres hjemland og fantaserede om, at de skulle blive løsladt. Jeg syntes, det var meningsløst.

Johans konstante gåture blev et irritationsmoment for medfangerne. Da det tilmed gik op for dem, at han planlagde at flygte, så de ham som en trussel. De frygtede, at de selv ville blive behandlet endnu værre, hvis han gennemførte et flugtforsøg.

– Men jeg så det som en pligt at forsøge at flygte. Tiden var ved at rinde ud, og jeg følte, at jeg ikke kunne vente for længe.

Udstødt af medfanger

Udstødt af sine medfanger fortsatte Johan sine konstante gåture i cirkler. Han fik endda vagternes tilladelse til at jogge, og han gemte kampesten under tøjet for at øge træningsbelastningen.

– Men jeg var også tvunget til at samarbejde med mine medfanger for at overleve. Af den mad, vi fik, var måske kun to ud af tre brødstykker spiselige. I hytten var der nogle gange kun én plads, der beskyttede mod solen.

Medfangerne betragtede Johan med mistro, når han talte med deres fangevogtere. Det blev ikke bedre, da han efter nogen tid i lejren endda konverterede til islam.

– Jeg gjorde det i et desperat forsøg på at vinde tid og redde mit liv, men det gjorde også, at jeg blev bedre behandlet af vores kidnappere. Jeg var med til bøn, og gruppens leder gav mig lov til at sidde sammen med dem, når de drak te. Det reddede sandsynligvis mit liv.

Efter halvandet år i fangenskab følte Johan, at tiden var moden. Han fornemmede, at han var nødt til at føre sine flugtplaner ud i livet, hvis han skulle overleve.

– Jeg var klar over, at det skulle ske i februar-marts, hvis jeg skulle have den mindste chance for at lykkes. Derefter kommer sommeren, og den er frygtelig i Malis ørken. Den er ubarmhjertigt varm, og det føles som at sidde i en sauna døgnet rundt.

Tog flugten

I marts 2013 var terrororganisationen AQIM hårdt presset af de franske tropper og blev tvunget længere mod nord. Johan håbede, at hans kidnappere ikke ville lede efter ham på grund af situationen, og han forberedte sig ved at hamstre vand og lidt andre fornødenheder.

En aften efter bønnen klokken 20 sneg han sig væk fra lejren. Han navigerede med hjælp fra stjernerne og bad til, at han kunne komme ud af ørkenen eller møde nogen, som kunne hjælpe ham, inden vandet slap op, så han tørstede ihjel.

– Jeg var bange for, at kidnapperne ville nå at få fat i mig. Vi havde spekuleret i, om et flugtforsøg ville blive straffet med en afhugget fod. Men den risiko tog jeg. Det, jeg frygtede mest, var dog, at de ville fratage mig retten til at være muslim. Hvis de gjorde det, kunne de lige så godt dræbe mig.

Efter at Johan havde gået i to nætter og gemt sig om dagen, sluttede hans flugtforsøg. Han blev vækket af en motorlyd, og da han kiggede op, så han kidnappernes pickup nærme sig.

Til sin overraskelse fik han ingen straf. Kun en trussel om at blive låst fast i lænker, hvis han gjorde det igen.

– Det reddede mig, at de betragtede mig som muslim. Men mine medfanger var ikke glade, og jeg kan godt forstå dem. Jeg følte skyld, fordi de blev behandlet værre på grund af mit flugtforsøg.

Ramte bunden

Det tredje år blev det værste i Johans tid i ørkenen. Krigen mellem de franske tropper og terrororganisationen intensiveredes, og Johan og hans to medfanger var stort set spærret inde hele dagen i små og trange hytter.

– Det år ramte jeg bunden. Jeg var allerede svag og havde tabt mig flere kilo i løbet af den forfærdelige sommer, og siden blev jeg ramt af flere sygdomme.

På afstand kunne de høre eksplosioner, og fra tid til anden strøg kampfly forbi på himlen over dem.

– Jeg var bange for, at vores lejr ville blive bombet. Hvis det skete, ville vi og vores kidnappere blive udslettet, og vores rester ville forsvinde i sandet. Ingen ville få at vide, hvad der var sket med mig.

I den sidste del af sin bog beskriver Johan de lange år – tiden fra tilfangetagelsen efter flugtforsøget til den dag i foråret 2017, da han fik beskeden om, at han ville blive sluppet fri.

– Jeg troede først, at det var en fælde. Men så blev jeg ført til en plads i ørkenen, hvor jeg hørte en svensk stemme sige ”Johan”.

Snakkede med far først

Manden, som havde fortalt Johan, at han ville blive løsladt, var en af de oprindelige kidnappere, som stadig var i lejren.

– Mange af de andre forsvandt, og jeg kan forstå, at de døde i kamp. Lederen var på min alder, men de andre var kun 18-19 år.

Det svenske personale, som mødte Johan i ørkenen, rakte ham en mobiltelefon, så han kunne ringe hjem for første gang siden november 2011.

– Den første, jeg snakkede med, var min far, men jeg husker intet af, hvad vi talte om.

Bagefter fik han fat i Wen.

– Hun havde ventet på, at jeg skulle blive fri en dag. Det havde jeg ikke forventet, at hun ville gøre. Jeg savnede hende i årene i fangenskab, men hvis jeg havde haft muligheden for at give hende et råd, ville jeg have sagt til hende, at hun skulle forsøge at komme videre med sit liv. Der var flere gange, hvor jeg følte, at det ikke ville ende lykkeligt. At jeg ikke ville overleve.

Som at date igen

De to havde været fra hinanden i næsten seks år, da han kom hjem til deres lejlighed i Stockholm.

– Den første tid var det, som om vi datede igen, griner Johan.

Detaljerne om, hvordan det gik til, da Johan blev løsladt, og hvordan han kom hjem, er hemmelige. Men en af de første ting, han gjorde i friheden, var at opsøge Stephen Malcolm og hans familie.

– Det ville jeg selv have ønsket, at han havde gjort, hvis han var blevet løsladt før mig.

Johan har mødt hollænderen Sjaak Rijke, som blev reddet af franske tropper, før det lykkedes de svenske myndigheder at forhandle sig frem til Johans løsladelse. Han tog kontakt til Johan og rejste til Stockholm for at se ham.

– Jeg var lidt nervøs for mødet. Men vi faldt i hinandens arme, og det føltes godt.

Nyder barselsorlov

De seneste tre år har Johan dedikeret sin tid til at skrive sin bog. Han har planer om at vende tilbage til sit gamle erhverv som ingeniør, men lige nu nyder han at være på barselsorlov. For et halvt år siden blev han og Wen forældre til sønnen Gottfrid.

– Det er en helt fantastisk oplevelse at blive far. Og det var ikke noget, jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig skulle ske, da jeg var i fangenskab, siger Johan og tilføjer:

– Jeg er færdig med Mali og tiden i fangenskab. Nu kan jeg lægge fortiden bag mig.

 

Johan har skrevet bogen “Ett fängelse utan murar” – et fængsel uden mure – om sine oplevelser som al-Qaedas gidsel.

Johan har skrevet bogen “Ett fängelse utan murar” – et fængsel uden mure – om sine oplevelser som al-Qaedas gidsel.