Advokaten fortæller: Til glæde for børnene

Lisa er meget syg med kræft og ønsker ikke at hendes nevø skal arve hendes formue. Hun vil hellere donere den til velgørenhed og får derfor skrevet et vidnetestamente på hospitalet.

FRA KONTORET: En sen eftermiddag blev jeg kaldt ud på et hospital for at besøge Lisa. Hun var meget syg af kræft og havde ikke langt igen. Mens hun lå på hospitalet, var hun kommet i tanke om, at hun ikke vidste, hvem der var arvinger efter hende.

Efter at have talt med Lise om hendes familieforhold, kom vi frem til, at hendes nevø var den eneste arving. Lisa ønskede ikke, at nevøen skulle arve hendes formue, så ville hun hellere give den til et velgørende formål.

Egentlig havde Lisa tænkt sig at give sin formue til Kræftens Bekæmpelse, men efter at hendes veninde havde kørt hende rundt på hospitalet i en kørestol, havde hun set de mange hospitalsklovne, som gør et stort arbejde for at gøre syge børn glade.

Lisa ville derfor have et testamente, hvor halvdelen tilfaldt Kræftens Bekæmpelse og halvdelen tilfaldt Danske Hospitalsklovne.

Jeg skrev testamentet som et vidnetestamente på stedet og fik et par sygeplejersker til at underskrive som vidner. Da jeg næste morgen ville bestille en udkørende notar til Lisa, så testamentet også kunne blive oprettet som et notartestamente, blev jeg kontaktet af hospitalet.

Lisa var sovet stille ind i løbet af natten. Heldigvis er et vidne-testamente lige så gyldigt som et notartestamente. Ofte foretrækker man dog notartestamentet, da det er sværere at få tilsidesat efterfølgende.