Andrea havde 30 dage til at få et nyt hjerte

Allerede da hun var lille, fik Andreas forældre at vide, at deres datter havde et forstørret hjerte. Lægerne var ikke bekymrede. Men kort efter hendes 18-års fødselsdag gik det helt galt.

Familien Moses ønsker selv at dele dette foto af Andrea, koblet til en hjerte-lungemaskine på Rigshospitalet.

Andreas mor, Lotte, har et fast greb om håndtaget på kørestolen, mens de kører igennem Odense Universitetshospital. Det grålige skær i Andreas ansigt og den næsten manglende vejrtrækning vidner om, at noget er helt galt. Undersøgelserne har flere gange vist, at Andreas hjerte har det fint, men de sidste par dage kan end ikke lægernes ord berolige Lotte, og da hun møder lægens blik, kan hun se, at han har tårer i øjnene.

– Da jeg så lægens ansigt, var jeg ikke i tvivl om, at det var alvorligt. Lige der begyndte jeg faktisk at tænke på, om hun overhovedet ville overleve, fortæller Lotte Trommer Moses.

Allerede da Andrea var knap et halvt år, fandt lægerne ud af, at hendes hjerte var forstørret. De virkede ikke bekymrede og fortalte Andreas forældre, Lotte og Michael, at deres datter kunne leve med det. Derfor brugte forældrene ikke tid på at bekymre sig om deres datters hjerte. Men da hun kom i folkeskole, kunne de godt se, at hun ikke kunne det samme som de andre børn. Hun blev hurtigt stakåndet, og hun blev hurtigere træt end sine jævnaldrende.

– Hver gang vi var til undersøgelse med hende, sagde lægen, at det hele så fint ud. Hendes hjertediagram viste ikke andet, end at hun var en sund og rask pige, så de begrundede hendes træthed med, at hun måske ikke trak vejret ordentligt, forklarer Lotte.

Sortnede for øjnene

Som årene gik, kom der flere bekymrende episoder. Andrea blev hurtigt svimmel, og nogle dage sortnede det for hendes øjne. Da hun som 15-årig kom på efterskole, måtte enten Michael eller Lotte ofte hente hende, fordi hun havde det dårligt.

I takt med at Andrea nærmede sig sin 18-års fødselsdag, begyndte hendes forældre for alvor at blive bekymrede.

– Jeg kan huske, at vi var ude at spise på hendes fødselsdag, og da hun fik sin gave, var hun helt fjern. Senere på aftenen var hun ude at kaste op. Vi spurgte flere gange, hvordan hun havde det, og hun blev ved med at sige, at hun bare var lidt træt, forklarer Lotte, der mærkede en uro gnave.

Derfor valgte hun at holde Andrea hjemme fra skolen. Hun ringede dagligt til sygehuset. Lægerne prøvede at regulere hendes vanddrivende medicin, kyssesyge blev også nævnt som en mulighed. Det eneste, Michael og Lotte kunne se, var, at deres datter fik det værre.

Forstørrede organer

Da Andrea blev scannet, kunne de se, at hendes organer var forstørrede. Den efterfølgende nat sov Andrea i siddende position. Der var ingen energi tilbage i kroppen, og mens hverdagen blev til weekend, fik hun det værre.

– Jeg sørgede for at ringe til hospitalet mandag morgen kl. 8.00. Jeg vidste bare, at hvis der ikke snart blev gjort noget, ville det ende galt, forklarer Lotte, der frustreret havde set, at Andrea til sidst ikke kunne bevæge sig.

Den dag, da hun blev kørt ind på hospitalet i en kørestol på hjerteafdelingen, var der ingen tvivl om, at der skulle ske noget. Til forældrenes skræk viste en scanning, at Andrea havde akut hjertesvigt, og hjertets pumpefunktion var nede på 10 procent.

– Det var, som om at loftet faldt ned i hovedet på mig. Selv om det ikke blev sagt direkte, vidste jeg, at der var en risiko for, at Andrea ikke ville overleve, fortæller Lotte.

På intensiv

Hun og Michael sad ved Andreas side på intensivafdelingen, mens lægerne prøvede at forbedre pumpefunktionen i Andreas hjerte med medicinsk behandling. Men som timerne gik, blev det klart, at metoden ikke virkede, og Andrea blev gjort klar til at blive kørt til Rigshospitalet, hvor der var flere behandlingsmuligheder.

– Jeg sagde, at jeg lige ville hjem og pakke en taske, før vi tog af sted. Men lægen gjorde det klart, at det var der ikke tid til. Så vidste jeg godt, at det var alvorligt, fortæller Michael Moses. Han og Lotte kørte sammen mod København uvidende om, at de ville komme til at tilbringe de næste seks uger på Rigshospitalet.

Her fortsatte lægerne den samme behandling med medicin, og endnu en gang virkede det ikke efter hensigten. Da lægen samlede Lotte og Michael til en samtale, var det med et alvorligt blik.

– Han sagde, at det ikke så godt ud, og det desværre gik den forkerte vej. Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev overmandet af frygt, for vores datters liv var jo i lægernes hænder, fortæller Lotte.

Et nyt hjerte

Andrea blev lagt i en hjerte-lungemaskine, der skulle holde hjertet i gang, og det stod hurtigt klart, at hvis Andrea skulle overleve, var et nyt hjerte nødvendigt.

– Da de forklarede, at hun kun kunne være i hjerte-lungemaskinen i 30 dage, var min første tanke, om de kunne nå at få et nyt hjerte på den tid. For folk stod jo på venteliste i flere år, forklarer Michael.

Andrea var koblet til slanger og ledninger, der var med til at holde hende i live. Men hun havde mod på livet, og efter et par dage sad hun oppe i sengen og så film med en af sygeplejerskerne.

Efter adskillige undersøgelser blev Andrea godkendt til et nyt hjerte og sat på akutlisten. Men selv om der flere gange i den periode kom et muligt donorhjerte, passede det ikke til Andrea.

– Men personalet på hospitalet beroligede os med, at det rette hjerte nok skulle komme. Så vi prøvede bare at bevare roen og stole på, at det nok skulle gå, forklarer Michael, der sammen med Lotte levede i en boble på Rigshospitalet.

En time ad gangen

Få gange var de ude at gå en tur, men det meste af tiden blev brugt sammen med Andrea, der ikke tænkte på fremtiden. Hun tog en time ad gangen.

– Jeg havde det skidt det meste af tiden, så jeg havde ikke energi til at tænke så meget på, hvad der kom til at ske, forklarer Andrea, der alligevel husker den helt specielle dag.

Lotte havde lagt mærke til, at nogle af sygeplejerskerne opførte sig anderledes, og da Michael ville forlade stuen, så bad de ham om at blive.

– Der er kommet et hjerte, der matcher Andrea, sagde de med smil i øjnene. Glæden bredte sig til Michael og Lotte, og selv om Andreas krop var under hårdt pres, husker hun selv glæden over nyheden.

Bare 12 dage efter, at hun blev sat på akutlisten, lå hun på operationsbordet. Den velkendte frygt blussede op hos forældrene, der kiggede på uret, mens timerne sneglede sig af sted. Lotte kunne ikke holde tårerne tilbage. – Da lægen endelig kom ned og sagde, at det hele var gået godt, kunne de endelig puste ud. Pludselig tog vi os selv i at pjatte og grine, fortæller Lotte, der sammen med Michael stod ved Andreas side, da hun slog øjnene op.

For hver dag der gik, fik Andrea det bedre. Hun kunne hurtigt mærke, hvordan energien kom tilbage i kroppen, og selv om hun var svækket i starten og havde behov for rollator, knoklede hun med genoptræningen.

 

Andrea gennemgik på Rigshospitalet en vellykket hjertetransplantation, og næsten med det samme fik hun det væsentligt bedre.

Andrea gennemgik på Rigshospitalet en vellykket hjertetransplantation, og næsten med det samme fik hun det væsentligt bedre.

 

Dybt taknemmelig

Det er snart to år siden, at Andrea fik en andens hjerte. Både hun og forældrene er dybt taknemmelige for, at vedkommende valgte at tage stilling til organdonation. De ved alle, at Andrea er i live på grund af et andet menneske.

– Vi fik efterfølgende at vide, at Andreas hjerte næsten ikke pumpede, da hun kom i hjerte-lungemaskinen. Var der gået en halv time mere, havde hun været død.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne takke de pårørende til den person, der har doneret hjertet, så de kan se, hvad vedkommende har gjort for vores datter. Men det er ikke muligt, for donoren er anonym, fortæller Lotte.

I dag ser de en datter, der har mod på livet. Hun er på tredje år på Ulbølle Idrætsefterskole, og hun drømmer om at arbejde med børn og flytte sammen med sin kæreste. Til daglig er hun omgivet af veninder, og hun er med i masser af aktiviteter, der kræver energi. Men hun er blevet bedre til at lytte til sin krop. Bliver aktiviteterne for meget for hende, tager hun en pause, og det beroliger hendes forældre.

– Andrea har været utilpas og træt en stor del af sit liv. Så nu skal hun også bare leve sit ungdomsliv, som hun har lyst til. Vi bekymrer os ikke til daglig over, hvor længe hendes hjerte kan holde, for forskningen er så langt, at hvis hjertet en dag ikke kan mere, kan det være, at hun får et mekanisk hjerte, fortæller Lotte.

Andrea tilføjer med et smil: – Jeg er nu sikker på, at det holder resten af mit liv.

 

Lotte og Michael Moses fra Svendborg kan ånde lettet op. Deres datter klarede sig igennem krisen og har fået livsmodet tilbage.

Lotte og Michael Moses fra Svendborg kan ånde lettet op. Deres datter klarede sig igennem krisen og har fået livsmodet tilbage.