Anettes sorg: Min søn blev myrdet

I 18 dage ledte Anette efter sin forsvundne søn, inden hans mishandlede lig blev fundet i skoven. Undervejs ringede hun også til hans barndomsven uden at ane, at han var en af gerningsmændene.

Hver morgen, når Anette møder på sit job i en frisørsalon, tænder hun et lys ved siden af billedet af sin søn, Joakim, som har fået en fast plads i salonen. Så længe hun gør det, og så længe hun taler om ham, bliver han ikke glemt.

– Jeg taler også med Joakim og siger godmorgen og godnat. Det er svært at forstå, at han ikke er her mere, og at vi aldrig skal ses igen, siger 55-årige Anette Sturk fra Kiruna i det nordlige Sverige.

Der er gået tre år, siden det utænkelige skete: Anettes søn blev koldblodigt myrdet af nogle jævnaldrende, som engang var hans venner. Han døde i sin barndomsvens køkken.

– Joakim var mit yngste barn af fire, siger Anette og fortæller om hans dramatiske fødsel i 1990.

– På vej til fødestuen begyndte bilen at lække udstødningsgasser, og da vi nåede frem, havde jeg det dårligt. Det viste sig, at babyen heller ikke havde det godt. Han kunne ikke trække vejret, da han kom ud, og hans lunger måtte suges rene. Det var et spørgsmål om liv eller død allerede dengang.

Anettes liv var også i fare. Moderkagen ville ikke ud, og hun blev lagt i kunstig koma. Da hun vågnede, var det med blå mærker på brystkassen efter hjertestarteren, som var blevet brugt, da hun var ved at dø.

– Men alt endte lykkeligt, og jeg fik verdens sødeste baby. Da Joakim var et par år, havde han masser af lyst, krøllet hår. Mange troede, at han var en pige, ler Anette.

En glad dreng

Hendes søn voksede op og var en glad dreng med masser af energi. Han var god til at reparere ting, især motorer, og dygtig til alle sportsgrene, ikke mindst fodbold.

– Joakim blev vred, når de andre børn ramte bolden forkert. Han troede, at de gjorde det med vilje. Han blev også vred, hvis nogen blev mobbet, eller han selv blev udsat for noget uretfærdigt. Med tiden fik vi at vide, at han havde adhd, men at han kunne få den rette hjælp i skolen.

 

Hver morgen tænder Anette et lys ved billedet af sin søn for at holde mindet om ham i live.

Hver morgen tænder Anette et lys ved billedet af sin søn for at holde mindet om ham i live.

 

Anette husker, at Joakim havde mange venner og var vellidt. Men i 16-årsalderen havnede han i det forkerte selskab. En dag stod politiet uden for Anettes dør.

– De var et slæng, som stjal cykler og begik indbrud. Joakim endte ad flere omgange på en ungdomsinstitution. Forbrydelserne blev grovere, og han var bestemt ingen engel. Han handlede på impulser og fik ikke taget sin adhd-medicin tre gange om dagen, men tog alle pillerne på en gang. Jeg var bange for, hvad der ville ske med ham, og jeg kunne kun sove godt, når han sad i fængsel.

Hver morgen gik Anette ind på det lokale politis hjemmeside for at scanne nattens begivenheder igennem. Havde hendes søn været involveret i ballade? Hun og Joakim havde desuden en aftale om, at han altid skulle svare sin telefon. Anette måtte sikre sig, at han var i live.

– Når jeg ringede, beroligede Joakim mig og sagde, at jeg ikke behøvede at bekymre mig. Han spurgte i stedet, hvordan jeg havde det. Han var altid så betænksom, selv om han levede et hårdt liv.

Ulykke blev fatal

Da Joakim blev 27 år, besluttede han sig for at rydde op i sit liv. Han kom ud af fængslet og fik en lejlighed, som Anette og Joakims farmor møblerede og satte i stand.

– Han var på vej til at starte et nyt liv. Han mødte en sød pige, fik en svejseuddannelse og startede sit eget håndværkerfirma, fortæller Anette.

En dag skulle Joakim have et møde med to venner, som havde et byggefirma, men dagen før mødet var de involveret i en trafikulykke, hvor begge omkom.

– Det var Joakims kæreste, som gav ham beskeden. Han var knust og gik en tur for at rense tankerne, men han vendte aldrig hjem igen. Efterfølgende har vi fået at vide, at Joakim talte i telefon og kørte rundt i sin bil. Han var i kontakt med sin barndomsven, som lukkede ham ind i sin lejlighed. Vennen tilbød ham euforiserende stoffer for at berolige ham.

Meldte ham savnet

Anette anede intet om dette, før hun fik en besked fra Joakims kæreste næste morgen. Kæresten ville høre, om Anette havde hørt noget fra sin søn.

– Jeg forsøgte at ringe til ham, men hans telefon var slukket, og da jeg ringede rundt til hans venner, var der ingen, som havde set eller hørt noget. To dage senere, den 29. juli, var det Joakims fødselsdag. Da han ikke svarede, blev jeg for alvor bange.

Anette meldte sin søn savnet og begav sig ud for at lede efter ham.

– Jeg var bange for, at Joakim i sin fortvivlelse skulle have taget en overdosis af sine piller, og sammen med min kæreste, Kjell, ledte jeg i skovene i udkanten af Kiruna. Vi ledte dag og nat, og jeg ringede også og talte med de tre, der siden blev afsløret som hans mordere!

 

Anettes kæreste, Kjell, er en stor støtte for hende. Han hjalp hende også med at lede efter Joakim i de 18 dage, han var forsvundet.

Anettes kæreste, Kjell, er en stor støtte for hende. Han hjalp hende også med at lede efter Joakim i de 18 dage, han var forsvundet.

 

Under politiets afhøringer kom det frem, at de alle tre befandt sig i samme lejlighed som Joakim den aften, han forsvandt, men da politiet ville foretage en teknisk undersøgelse, lugtede hele lejligheden af klorin. Den var blevet grundigt skrubbet og desinficeret, og politiet fattede derfor mistanke og tog alle tre med til forhør.

I 18 dage søgte Anette efter sin søn i samarbejde med politiet og Missing People. Til sidst bad politiet om, at hun og de øvrige pårørende holdt op med at lede. De vidste ikke, hvad de ville få at se, hvis de fandt Joakim.

Gik til bekendelse

Den 15. august gik den ene af de tre mænd til bekendelse og fortalte, hvor Joakims lig var gravet ned. Politiet ringede til Anettes mobiltelefon og bad hende tage hjem. De havde noget vigtigt at fortælle hende.

– Jeg kunne se på betjentenes ansigter, at det var alvorligt. Da de fortalte, at de havde fundet et lig, som med hundrede procents sikkerhed var Joakim, faldt jeg sammen og skreg. Jeg havde håbet så inderligt, at han ville blive fundet i live. Hvis han var blevet efterladt i skoven, men stadig levede, skulle han nok klare sig, for han vidste, hvordan man overlever i vildmarken. Men nu forsvandt alt håb.

Mareridtet viste sig at blive endnu værre, da puslespilsbrikkerne faldt på plads, og den brutale sandhed om Joakims sidste timer blev afsløret.

– Hans barndomsven lokkede ham i døden! udbryder Anette og forklarer, at Joakim blev overmandet af vennen og to andre bekendte, da han ankom til vennens lejlighed. En af dem havde et horn i siden på Joakim, da de engang var forelsket i den samme pige.

Dyrisk vold

– Sammen slog, sparkede og kvalte de Joakim ihjel, hvorefter de dumpede hans lig i skoven og satte ild til ham. Det var dyrisk vold, hvor Joakim blev holdt nede med magt, bagbundet og fik en sok stoppet ind i munden, som derefter blev lukket med tape.

– Da jeg indså, hvilket helvede Joakims sidste tid i livet var, og hvor chanceløs han må have følt sig, blev jeg ramt af panikanfald. Tårerne begyndte at sprøjte, hvor end jeg befandt mig, og jeg kunne ikke trække vejret eller tale. Billeder af mordet kørte hele tiden i mit hoved. Smerten var ubeskrivelig. Da vi begravede Joakim, var jeg ved at besvime ved kisten. Jeg brød fuldstændigt sammen, siger Anette, der fik beroligende medicin og begyndte hos en psykolog.

 

Joakim blev mishandlet til døde to dage før sin 29-års fødselsdag.

Joakim blev mishandlet til døde to dage før sin 29-års fødselsdag.

 

De tre gerningsmænd blev straffet med henholdsvis syv og otte års fængsel for vold af særlig grov karakter. For Anette føltes dommen som en hån.

– Jeg var i chok. Jeg blev så vred, ked af det og skuffet. Det føltes som om, nogen havde sparket mig i maven. Jeg havde i hvert fald regnet med mellem 14 og 18 års fængsel, mindst. Jeg ankede dommen med det samme.

Anettes håb om en strengere straf blev opfyldt. Alle tre blev dømt for overlagt mord og straffet med henholdsvis 16 og 17 års fængsel.

– Det var en stor lettelse. Jeg ser aldrig Joakim igen, men endelig, otte måneder efter min søns død, kunne jeg begynde at bearbejde sorgen. Jeg husker Joakim som den søde og betænksomme fyr, han var for dem, der stod ham nær.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

Er på den anden side

Joakim er i Anettes tanker hvert et vågent øjeblik. Savnet er stort, og hun kan næsten ikke holde ud at kigge på gravstenen med hans navn.

– En nat drømte jeg, at jeg så Joakim. Han råbte: ”Mor, mor” og løb mod mig gennem en tåge og krammede mig hårdt. Jeg sagde: ”Du er ikke død”, og Joakim svarede: ”Jeg har det godt. Vær ikke bekymret”. Da jeg vågnede, følte jeg en glæde. Han er der, på den anden side, og det giver mig trøst.

 

Anette har stadig svært ved at forstå, at det er hendes søn, der ligger begravet på kirkegården. – Han er der, på den anden side, og det giver mig trøst, siger hun.

Anette har stadig svært ved at forstå, at det er hendes søn, der ligger begravet på kirkegården. – Han er der, på den anden side, og det giver mig trøst, siger hun.