Brev til Mimi: Forfulgt i mørket

En aften på vej hjem fra biografen følte Karin sig pludselig forfulgt. Hun blev bange, og selv om hun slap væk, sidder angsten stadig i hende. Hun vil vide, om Mimi har et godt råd, så hun igen tør vove sig ud efter mørkets frembrud …

Hej Mimi
For et stykke tid siden var min veninde og jeg i biografen, og jeg takkede nej til et lift hjem, da jeg hellere ville gå. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Reddet af hundelufter

Den vej, jeg gik på, var øde og efter et stykke tid fornemmede jeg, at nogen fulgte efter mig. Når jeg satte farten op, gjorde vedkommende bag mig det også. Det samme skete, hvis jeg satte farten ned. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive overfaldet og måske blive voldtaget eller slået ihjel.

Heldigvis kom jeg forbi et hus, hvorfra en mand kom ud med sin hund. Jeg løb hen til ham og fortalte, hvad der foregik. Vi kiggede efter forfølgeren, men kunne ikke finde ham.

Manden med hunden fulgte mig resten af vejen hjem. Jeg sov overhovedet ikke den nat, og jeg er stadig bange og har mareridt om det. Jeg tør ikke gå ud efter mørkets frembrud mere. Jeg har ikke engang fortalt min mand om det. Hvad gør jeg?
Venlig hilsen Karin

Søg hjælp

Kære Karin
Det var dog en modbydelig oplevelse. Det var godt, at manden med hunden kom ud, netop som du gik forbi.

Jeg har kun et råd til dig: Du skal hurtigst muligt få talt med nogen om det. Din mand er den første mulighed, og han skal have at vide, hvad der er sket, og hvordan du har det.

Men jeg synes også, du skal have professionel hjælp. Tal med din læge om henvisning til en psykolog.

En sådan oplevelse kan påvirke dig i lang tid, især hvis man ikke får behandlet det. Gudskelov, at du slap væk. Nu må du i gang med at få det bearbejdet.

Kærligt talt Mimi