Camilla er uhelbredeligt syg: Jeg vil leve fuldt ud

Camilla græd, da hun fik at vide, at hun er uhelbredeligt syg. Tanken om, at hun skal forlade sin søn, gjorde fysisk ondt. Men Camilla nægter at lade sygdommen styre hendes liv. I stedet vil hun nyde den tid, hun har tilbage.

38-årige Camilla planter et kys på 4-årige Villums pande og smiler, mens han sammen med sin far går ud ad døren i bryggerset. Hendes hoved er dækket af et tørklæde, for det seneste år har hun levet med visheden om, at hun ikke kommer til at se sin søn vokse op. At Villum sammen med sin far Andreas skal fortsætte livet, og at hun en dag vil stå tilbage som kun et minde for dem begge.

– Jeg ser meget af mig selv i Villum. Hans positive sind og nysgerrighed, og jeg håber, at han vil tage det med sig gennem livet, fortæller Camilla Rothmann fra familiens hus i Solrød Strand.

Når Camilla tænker tilbage på sit liv, er det uden fortrydelse. Hun var lykkelig, da Villum kom til verden for fire år siden, hun var lykkelig, da hun blev gift med Andreas, og hun var glad for jobbet ved Københavns Kommune.

Smerter i brystet

Men en dag lagde hun mærke til en underlig ømhed i brystet. Lægen mente først, at det ikke var noget alvorligt, men smerterne blev værre, og til sidst insisterede hun på at få en scanning.

– Jeg var på arbejde, da de ringede fra hospitalet. Da lægen sagde, at jeg havde brystkræft, brød jeg helt sammen. Tankerne fløj bare rundt i hovedet på mig, og jeg følte, at jeg var blevet ramt af en knytnæve, fortæller Camilla.

Hun måtte vente ti dage på den første samtale på Rigshospitalet og derefter tre uger på en operation. Tiden føltes som tortur, og når hun kiggede på sin søn, blev hun bange for, hvad fremtiden ville bringe.

– Villum fyldte rigtig meget, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg skulle dø fra ham. Men folk blev ved med at sige til mig, at der var så gode behandlingsmuligheder, så jeg begyndte at få en tro på, at det nok skulle gå, fortæller Camilla.

Lettet efter operationen

Da hun så det manglende bryst efter operationen, var det med lettelse i kroppen. For Camilla var det ikke kun et ar. Det var et fysisk bevis på, at kræften var blevet fjernet. Hun begyndte efterfølgende på kemoterapi og stråler, men selv om behandlingen gik godt, var det samtidig en ny virkelighed, hun befandt sig i.

– Jeg følte mig ofte alene med mine tanker. Selvfølgelig talte jeg med min familie og veninder om det, men jeg havde behov for at snakke med nogen, der virkelig forstod mig, forklarer Camilla.

Hun begyndte på et hold, der hed ’krop og kræft’, hvor hun mødte ligesindede, der kæmpede med de samme tanker og følelser. Langsomt begyndte den gamle Camilla at vende tilbage, og hun fik mod på igen at lægge planer for fremtiden. Alligevel nagede en dårlig fornemmelse i kroppen.

Insisterede på scanning

– Jeg var virkelig træt, og jeg var blevet enormt lysfølsom. Men jeg vidste også, at det kunne være bivirkninger ved kemoen, fortæller Camilla.

Hun begyndte på arbejde igen, men når hun var færdig med et møde, kunne hun glemme, hvad de havde aftalt. En scanning et halvt år før havde vist, at der ikke var kræft i hjernen, men Camilla blev ved med at føle, at der var noget galt.

Derfor insisterede hun på endnu en scanning, og hun blev lovet et svar på scanningen dagen før nytårsdag 2020. Familien boede dengang i en lejlighed på Islands Brygge i København, det var her, hun klikkede hun ind på resultatet. Da øjnene gled hen over de lægefaglige udtryk, kunne hun mærke, at angsten i maven voksede. Camilla havde metastaser i hjernen. Hun havde lyst til at give tårerne frit løb, til at skrige, men hun holdt det tilbage. Den dag skulle Villum have en ven på besøg, så i stedet satte hun sig ned i bilen for at samle sine tanker.

Uhelbredelig diagnose

– Jeg kørte til Solrød, hvor jeg holdt ind på en parkeringsplads og græd. Lige der følte jeg, at mit liv smuldrede. For jeg vidste, at kræft i hjernen var noget af det værste, fortæller Camilla.

Via en telefonsamtale fik Camilla den besked, hun havde frygtet. Det hele føltes uvirkeligt, da lægen vurderede, at hun kun havde fra et til fem år tilbage at leve i.

Den ellers så optimistiske kvinde faldt ned i et sort hul. Når hun vågnede om morgenen, føltes livet ikke værd at leve, og når veninder og familie ringede, tog hun ikke telefonen. Samtidig blev hele familien syg med corona, så alt hendes overskud var væk.

– Mine tanker kredsede om alt det, jeg ikke ville nå at opleve. Jeg ville ikke opleve at se Villum vokse op, jeg ville ikke nå at komme ud på alle de rejser, jeg havde drømt om. Jeg levede på lånt tid, og det kunne jeg slet ikke holde ud. Lige der kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det havde været lettere, hvis jeg ikke havde fået Villum, fortæller Camilla.

Er taknemmelig for livet

Men som tiden gik, begyndte hun langsomt at se lysere på livet igen. Hun begyndte at gå ture udenfor, og når hun kiggede på Villum, følte hun taknemmelighed.

– Jeg begyndte at tænke på, hvad jeg havde. Min dejlige mand og søn, familie og veninder. Jeg havde altid følt mig privilegeret, og jeg ville ikke have, at diagnosen skulle ødelægge resten af den tid, jeg havde tilbage, forklarer Camilla.

Hun og Andreas flyttede kort tid efter ind i det hus i Solrød Strand, som de havde købt et halvt år inden, hun fik konstateret metastaser i hjernen. Når hun stod op om morgenen, glædede hun sig til at gøre deres hjem hyggeligt, og langsomt begyndte hun at få ro på sine tanker.

Det er cirka to et halvt år siden, at Camilla fik det skæbnesvangre opkald på sit arbejde, og hun har levet med diagnosen uhelbredelig syg i et år. Hvor lang tid hun har igen, er der ingen, der kan sige med sikkerhed, men Camilla insisterer på, at hun er meget andet end kræften.

 

 

Har lavet en bucketlist

– Når jeg kigger tilbage på mit liv, er jeg rigtig glad for, at jeg har gjort en masse af de ting, jeg har haft lyst til. Jeg har rejst, er gået til koncerter, er blevet gift og har fået Villum. Men jeg har selvfølgelig stadig en masse, som jeg gerne vil, fortæller Camilla, der har lavet en liste over oplevelser, som hun gerne vil nå. På listen står blandt andet en tur til Finland for at se nordlyset, en rejse til Tyrkiet for at se luftballoner, og hun håber på at opleve glæden ved at blive moster. Derudover er der en masse oplevelser i børnehøjde sammen med Villum, og hun har allerede sat flueben ved et par stykker.

– Jeg ønskede at tage Villum med i Legoland, og det var en kæmpe oplevelse. Vi boede på et Ninjago-værelse, og han var helt høj over det i flere dage efter. At give ham sådan nogle oplevelser gør mig virkelig glad, fortæller Camilla, der endnu ikke har fortalt sin søn, hvor syg hun er. Når hun kigger på hans ubekymrede ansigt, vil hun gerne have, at det forbliver sådan så længe som muligt.

I stedet har hun sat sig for at skrive breve til Villum, som han kan få, når hun ikke er her mere.

– Jeg vil gerne fortælle ham, hvor meget han betyder for mig, og at han skal blive ved med at bevare sin livsglæde og nysgerrighed. Jeg er ved at tage tilløb til at skrive dem, for jeg vil jo allerhelst sige alle de ting til ham i stedet for at skrive dem i et brev, forklarer Camilla.

På trods af sin sygdom – eller måske på grund af den – har hun lært at sætte pris på de små ting i hverdagen. Som når hun ser sin søn smile, når familien går ture i solskin, og når hun laver papirblomster med sin veninde.

– Jeg er syg, men det betyder ikke, at hele mit liv skal dreje sig om sygdom. Det skal handle om alle de gode oplevelser, som vi forhåbentlig stadig kan nå at få en masse af. Så når tiden er inde, ved jeg, at jeg har levet livet fuldt ud.