Far er oppe ved stjernerne

Mor, dine øjne løber. 4-årige Clara tørrer sin mors tårer væk med sin lille barnehånd. Hun hopper ned fra sofaen og løber ind på sit værelse. Da de små barnefødder kommer nærmere, har hun en stofble i hånden, som hun rækker til sin mor.

– Så har du den, hvis du bliver ked af det igen, siger Clara og kigger på sin mor, der kysser hende på panden.

– I starten græd jeg først, når hun var lagt i seng. Men nu kommer tårerne ikke så tit mere, og hun skal også vide, at det er okay at græde, når man er ked af det, fortæller 29-årige Cathrine Jørgensen fra Odder.

Cathrine får et smil på læben, når hun tænker tilbage på den tidlige lørdag morgen i 2014, hvor hun sammen med Mathias og nogle andre venner var ude at nøgenbade, mens de så solen stod op. Hun husker, hvordan de ældre, faste badegæster iagttog dem, mens de småberusede grinede og flirtede i det friske havvand. Den dag sov Mathias hjemme i hendes lejlighed på 34 kvadratmeter, og det gjorde han det næste år, indtil de fik en større lejlighed sammen.

Drømte om børn

– Han var enormt kærlig og var meget fysisk med berøringer. Samtidig var han ret sjov – sådan en gammelmandshumor, som var ret charmerende, fortæller Cathrine.

De havde begge en drøm om at få børn, og da de besluttede, at tiden var inde, gik der ikke lang tid, før der var en positiv graviditetstest.

Med Mathias ved sin side fødte hun Clara, og fra første øjekast var de begge forelskede i den lille pige. Mathias arbejdede meget i perioder – blandt andet med at sætte scener op til festivaler, så han var ofte væk flere dage ad gangen.

– Jeg var tit alene med Clara, så hun knyttede sig mest til mig. Men når han var hjemme, gjorde han alt for at være sammen med hende. Han elskede at se film med hende, mens de sad under dynen, og han kunne svinge hende rundt, så hun hvinede af grin, fortæller 29-årige Cathrine Jørgensen.

Læs også:

William holdes kunstigt i live: 10 år i respirator

Hun uddannede sig til pædagog, og da endnu en graviditetstest var positiv, var de begge lige så glade og forventningsfulde som første gang.

4. marts i 2020 var Cathrine på arbejde som pædagog, da hun fik at vide af sin leder, at hun skulle følge med ind i mødelokalet. Hun fik med det samme øje på de to betjente, der havde et sørgmodigt blik i ansigtet.

Gik i chok

– Hvad er der sket med Clara? røg det ud af munden på hende, mens de bekymrede miner forsikrede hende om, at datteren havde det godt.

– Da de sagde, at Mathias havde været ude for en arbejdsulykke og var død, forstod jeg det ikke. Han havde jo lige sat mig af på mit arbejde få timer før, fortæller Cathrine, der følte, at hun var med i en film, hvor hun sad oppe i hjørnet af rummet og iagttog det surrealistiske scenarie.

Den dag var 26-årige Mathias taget glad på arbejde, men om formiddagen endte hans liv. Han var blevet klemt mellem en lastbils bagende og en læsserampe. Han var hoppet ned fra læsserampen, da han muligvis havde troet, at lastbilen var færdig med at bakke.

Betjentene fik den chokerede Cathrine ind i bilen, og på vejen samlede de hendes lillebror op, så han kunne støtte sin søster.

Højgravid og alene

– Han havde aldrig været god til følelser, men han satte sig bare ind i bilen og tog min hånd uden at sige noget. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

Med sin ufødte datter sparkende i maven gik hun ned ad den sterile hospitalsgang, og da døren blev åbnet ind til en stue, voksede klumpen i halsen.

– Hvordan kunne du gøre det? Vi skal jo snart være forældre igen, udbrød Cathrine, da hun kiggede på Mathias.

Læs også:

Min mor blandede sig i alt (1:2)

Han lå med lukkede øjne på briksen. Iført arbejdstøj og dynen trukket op til brystet, lignede han sig selv. Og så alligevel ikke. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og hun kunne ikke forstå, at han aldrig mere ville komme hjem. Tanken om, at Clara aldrig skulle se sin far igen, gjorde nærmest fysisk ondt.

Da Cathrine igen var hjemme i lejligheden, tog hun hans arbejdstøj, der lå på sengen, op til ansigtet. Hun lukkede øjnene, mens tårerne trillede ned ad kinderne, for duften af hans parfume gav hende i et kort øjeblik følelsen af, at han stadig var der. Mens Cathrine havde fået den hjerteskærende nyhed, var hendes 2-årige datter Clara i vuggestue. Cathrine fik en af pædagogerne til at tage hende med hjem, og dagen efter fortalte hun sin datter den tragiske nyhed.

Reaktion til begravelsen

– Jeg sagde til hende, at far ikke kom hjem mere. At han var oppe ved stjernerne nu. Lige der virkede hun upåvirket, men hun begyndte at sove meget mere, og det har nok været den trykkede stemning.

Det var først til begravelsen, at jeg fik den første virkelige reaktion, forklarer Cathrine, der husker, hvordan hun sammen med Clara lagde et billede ned i kisten af dem alle tre. Dernæst et scanningsbillede af deres ufødte datter. Clara havde hygget og leget det meste af tiden, men da kisten skulle løftes op i rustvognen, begyndte den lille pige at skrige.

– Hun skreg: ’Det er min far, nej … min far’. Det var så hjerteskærende, og der var flere, der gik væk, fordi de ikke kunne holde ud at se på det, husker Cathrine, der selv havde dårlig samvittighed over, at hun ikke kunne presse en tåre ud.

Den efterfølgende tid kørte tankerne rundt i hovedet, og sorgen bed i maven. Glæden over graviditeten stod i skyggen af Mathias’ død, og hun havde svært ved at rumme tanken om, at deres barn snart kom til verden, uden at Mathias var ved hendes side.

Læs også:

En læser fortæller: Vi er heldige med naboerne 

Verden var ond

– Jeg følte, at graviditeten var en forbandelse. Jeg havde ikke lyst til at bringe et barn til verden, der havde vist sig at være et ondt sted. Samtidig havde jeg et barn, der lige havde mistet sin far, så jeg kunne slet ikke overskue, at jeg snart skulle føde, fortæller Cathrine, der havde sin mor ved sin side, da lille Anna så dagens lys.

– Ser du hende? Ser du, hvad vi har lavet? sagde Cathrine, mens hun kiggede ud ad hospitalsvinduet og op mod himlen. En blanding af glæde og sorg overmandede hende ved tanken om, at han aldrig skulle holde Anna eller se hende vokse op.

Det første halve år boede hendes mormor hos hende og hjalp med de praktiske ting i hverdagen. Cathrine prøvede at holde fast i de daglige rutiner, og derfor kom Clara hurtigt i vuggestue igen. Først når Clara sov, lod hun tårerne få frit løb.

Bange for at blive forladt

– Clara var meget sensitiv efter Mathias’ død, og hun var enormt bange for at blive forladt. Hvis jeg gik ud af rummet, kunne hun blive helt ulykkelig, så jeg brugte megen energi på, at hun skulle føle sig tryg, forklarer Cathrine.

Hun oplevede, at Clara gik tilbage i sin udvikling. Hun begyndte at bruge sut igen, og hun legede ikke med de andre, når hun var i institution. Om natten kunne hun vågne og kalde på sin far, og som hun blev større, begyndte hun også at spørge ind til ham.

– Hun spurgte ind til, hvor far var henne, og jeg prøvede at forklare hende, at far var død, og når man var det, kom man op til stjernerne. Når hun hørte kirkeklokker, sagde hun automatisk ’far’, selv om klokkerne ikke ringede under begravelsen. Men lyden må minde hende om den dag.

Kærligheden kom snigende

Selv om sorgen var en tro følgesvend, der ofte kunne overmande hende ud af det blå, begyndte der også at komme lysglimt i hverdagen. Hun havde afskrevet tanken om igen at få en mand ind i sit liv, men cirka et år efter Mathias’ død begyndte hun at snakke med en bekendt, hun havde kendt i flere år. Langsomt kom følelserne snigende, men det var vigtigt for Cathrine, at han forstod, hvilket liv han gik ind til.

– Jeg var jo stadig i sorg, og jeg havde to børn, hvor den ene savnede og snakkede om sin far. Så det krævede virkelig noget af ham, hvis vi skulle være sammen, forklarer Cathrine.

Hun blev overvældet over den kærlighed, han viste hendes børn. Han rummede hende, når hun brød hulkende sammen over savnet, og børnene var ellevilde, når han kom på besøg.

Plads til glæde

– Jeg blev virkelig forelsket, men samtidig havde jeg også dårlig samvittighed over at være det. Men jeg kom frem til, at jeg skulle gøre, hvad der var bedst for mig selv og børnene, og det har det virkelig været, fortæller Cathrine, der ikke føler, at hun i samme grad har behov for at søge sorgen mere.

Det er snart to år siden, at Cathrine fik den tragiske besked på sit arbejde. Sorgen kan stadig ramme som en boomerang, men der er igen blevet plads til smil og grin. Alligevel kan hun nogle gange savne en manual til livet med to små børn.

– Jeg er stadig i gang med at lære at være alene med børn, hvor den ene savner sin far. Clara kan være pylret og morsyg, og det kan nogle gange være svært at skelne mellem, hvad der er en sorgreaktion og en 4-årig, der tester grænser, forklarer Cathrine, der er i gang med at få hjælp fra en psykolog.

Læs også:

Jasons sorg: Far bor i skyerne

Ser Mathias i børnene

Cathrine håber, at 2022 bliver et år, der er fyldt med glæde og gode oplevelser, og hun er gået i gang med at skrive en bog til sine døtre om deres far, så de kan få en forståelse for, hvordan han var som person.

– Hver gang jeg kigger på mine piger, ser jeg Mathias. De har begge træk fra ham, især Anna minder meget om ham. Jeg ved bare, at hun ville knuselske ham, men når han ikke kan være her, vil jeg prøve at give dem så meget som muligt af ham gennem billeder og ord, fortæller Cathrine.

Hun har valgt at skrive om livet med børn og sorg på sin Instagram-profil, der hedder ’far som stjerne’. For hun kan mærke, at det hjælper at snakke om sorgen og de daglige udfordringer som alenemor.

– Når livet viser sig fra den grummeste side, tror man ikke, at det kan blive godt igen. Men når jeg ser på min kæreste og mine to piger, føler jeg mig taknemmelig. Vi vil aldrig glemme Mathias, men jeg ved også, at han ville ønske, at vi alle havde det godt.