De kalder mig luder og smatso

Amanda bevæger sig ned ad gangen mod klasseværelset. Hun kan mærke de andres øjne hvile på sig, og deres hvisken får knuden i maven til at komme frem, som den har gjort det så mange gange før. De griner. Sender elevatorblikke op og ned ad hendes krop og vender til sidst hovedet væk fra hende.

”Luder” er der én, der siger. Hvorfor, ved hun ikke, og som hun nærmer sig klasseværelset, ved hun, at denne dag ikke bliver anderledes den forrige. 

– Der var en fra klassen, der havde taget et billede af mig, hvor man kunne se mine trusser. Det var blevet sendt til alle mulige fra skolen, fortæller Amanda med et opgivende blik, der fortæller, at livet for den 18-årige pige langt fra har været nemt. 

Allerede som 1-årig blev Amanda sendt på børnehjem. Som 3-årig blev hendes hjem et opholdssted og derefter en plejefamilie. I en tidlig alder var trygheden ikke en tro følgesvend, og som årene gik, blev følelsen af ikke at høre til nogen steder forstærket. 

Folkeskolerne blev hurtigt skiftet ud med en ny, og selv om de første år var barmhjertige, blev det værre, som teenagetiden nærmede sig. 

– Jeg holdt mig mest for mig selv. Jeg havde lært, fra jeg var helt lille, at man ikke kunne stole på nogen, så jeg havde svært ved at tage kontakt, fortæller 18-årige Amanda Holmegaard Larsen, der i øjeblikket bor i Munkebjergby sammen med sin kæreste.

Skar i sig selv

Men som årene gik, begyndte Amanda at tro på de hånlige bemærkninger. 

– Når de sagde, at jeg var klam, eller at jeg skulle tage mit eget liv, begyndte det at sætte sig. Jeg kunne sidde og overveje, om de måske havde ret i det, de sagde, forklarer Amanda, der endte med at skade sig selv med vilje. 

Ofte tog hun en skarp genstand og førte den hen over huden, og for en stund stoppede tankemylderet, og smerten tog over. 

Undervisningen kunne hun ikke følge med i, og selv om det var tydeligt at se, at hun ikke havde det godt, var der ingen, der spurgte, hvordan hun havde det. I stedet fortsatte hun med at skære i sig selv og blev til sidst diagnosticeret med den psykiske lidelse borderline. 

– Jeg har svært ved at være i større forsamlinger, og mit humør kan svinge meget. Enten er jeg nede eller helt oppe og køre, så der er ikke den balance, andre har, erkender Amanda, der i dag bliver medicineret. 

Vigtig video

For Amanda betød den voldsomme mobning, at hun til sidst droppede ud af skolen. Store dele af hendes omgang med andre var gennem sociale medier, men også her kunne hun ikke være i fred for de spydige kommentarer. Både under sine opslag og i sin indbakke fik hun flere gange om ugen hånlige kommentarer og trusler. 

– Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor det kunne provokere andre så meget, at jeg lagde et billede op af mig selv. Det var jo bare mig, og hvis de ikke brød sig om det, kunne de jo bare lade være med at kigge på det, siger Amanda, der har fået flest spydige kommentarer fra folk, som hun slet ikke er venner med på Facebook. 

Til sidst blev det for meget for den unge pige. 

Efter et skænderi med sin mor blev selvmordstankerne meget konkrete. Hun tog en skarp genstand og førte den hele vejen op langs benet og skar rigtig dybt. 

– Jeg følte ikke, at jeg havde nogen grund til at leve. Alt gik imod mig, og til sidst var det bare for hårdt, siger Amanda, der med hjælp fra blandt andet sin kæreste kom lidt ovenpå igen.

I stedet for at lægge sig i fosterstilling, valgte hun at lave en video, hvori hun fortalte, hvad det gjorde ved hende at blive udsat for den endeløse mobning. Videoen lagde hun op på YouTube, og den blev hurtigt delt. 

For første gang i sit liv blev Amanda hyldet for sit mod og ærlighed. 

– Det var sårbart at lave den video, men jeg vidste, at der var andre derude, som havde det præcis lige som mig. Så den handler lige så meget om at hjælpe dem og få mobbere til at forstå, hvor ondt ord kan gøre, fortæller Amanda, der i øjeblikket ikke er i stand til at arbejde eller tage en uddannelse på grund af sin sygdom, men hun håber, at hun i fremtiden kan blive rask nok til at arbejde som negletekniker. 

– Nogle gange kan det være lidt svært at tænk positivt omkring fremtiden, men jeg prøver. Når jeg ser, at jeg hjælper nogle ved at lave den her video, så er der måske håb.