Det gode liv

Franz planlagde et hemmeligt bryllup for Ina: Gift på spejderlejr

7. marts Af Emilie Lantz-Frederiksen
Foto: Jacob Ljørring/Aller Foto & Video.
Spejderparret Ina og Franz drømte om et stort, eventyrligt bryllup. Men netop som de skulle til at sende invitationerne ud, kom Ina til skade, og brylluppet måtte aflyses. Mange år senere besluttede Franz sig for at overraske Ina.
Ina og Franz

Det var en lun julimorgen på Spejdernes Lejr i Hedeland Naturpark. Inas vækkeur ringede allerede klokken fem, og efter et friskt morgenskyl satte hun afsted mod lejrens supermarked iført den velkendte grønne uniform. Da hun kom frem, blev hun sat ved kasseapparatet, og selv om det var første gang, fik hun hurtigt styr på teknikken.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Pludselig kom en ung pige fra lejren ind og placerede en højttaler på disken foran Ina, og musik fyldte teltet. Hun blev kun mere forvirret, da hendes veninde pludselig troppede op med et skilt, der fik tårerne til at trille ned ad kinderne på Ina: “Jeg har en besked fra Franz. Du er hans livs kærlighed, og derfor venter han i kirken.”

Inas og Franz’ kærlighedshistorie starter mange år tidligere, langt væk fra spejderverdenen. Franz var på arbejde i et byggemarked i Køge, da der pludselig kom en kvinde med en rød jakke og krøllet hår ind ad døren. Kvinden var Ina, og hun skulle til jobsamtale i byggemarkedet. Hun fik jobbet og faldt pladask for sin nye kollega Franz.

– Jeg syntes jo, at Franz var sød. Han var stille og rolig, ligesom jeg selv er. Så jeg prøvede ihærdigt at få fat på ham, fortæller 44-årige Ina Hanne Christensen fra Stevns.

– Ja, jeg skal helst havde det bøjet i neon, tilføjer 49-årige Franz Tage Christensen.

Franz blev gift i spejderuniform, og Ina i en lang, grøn kjole. Det var de helt rigtige rammer for deres bryllup, fortæller Ina.
Foto: Privat.

Drømmen brast

I otte måneder så Ina langt efter Franz, før han indså, at hun var vild med ham. Da han endelig forstod beskeden, gik det stærkt. De blev kærester, og fire måneder senere købte de et lille parcelhus i Sydsjælland.

Både Ina og Franz havde som børn gået til spejder, og de fandt hurtigt ud af, at det var noget, de sammen havde lyst til at prøve igen. De blev hurtigt grebet af spejderverdenen og fandt stor glæde i at kunne dele den interesse med hinanden.

– Det giver frihed. Vi kommer væk fra det hamsterhjul, som dagligdagen tit er. Jeg har altid mere overskud, når jeg har været på lejrtur. Det er hårdt arbejde, men det giver mig energi, fortæller Ina.

Det forelskede par nød deres nye hverdag, og snart besluttede Franz, at det var tid til at tage det næste skridt. Under en ferie på Rhodos gik han ned på knæ med en lille blomst fra grøftekanten i hånden, og Ina sagde ja.

Spændte gik parret i gang med forberedelserne til den store dag. De fastlagde en dato, bookede plads på en kro og købte kjole og jakkesæt. Alt var nøje planlagt, og det eneste, de manglede, var at sende indbydelserne. Men pludselig ramlede det hele. Ina kom til skade med sin ryg, og de måtte opgive brylluppet.

I 2011 fik parret datteren Isabella, og derfor tog de senere ind på Rådhuset for at blive viet. Det var langt fra det romantiske bryllup, de havde drømt om, men en praktisk foranstaltning, da nu de var blevet forældre sammen.

Ina, Franz og datteren Isabella spiller spil
Ina og Franz har sammen datteren Isabella, som de også deler deres store interesse for spejderlivet med.
Foto: Jacob Ljørring/Aller Foto & Video.

Hemmelige planer

Mange år gik, og drømmen om et bryllup var efterhånden blevet glemt, indtil en veninde en dag prikkede Franz på skulderen. Veninden hed Camilla, og hun var med til at planlægge den spejderlejr, Ina og Franz snart skulle deltage i.

– Hun spurgte mig, om det ikke var en idé, at mig og Ina blev gift på spejderlejren. Jeg tænkte bare, hvorfor ikke? Jeg elsker Ina, og det her var en måde, at vise det på, fortæller Franz.

Franz og Camilla begyndte at arrangere brylluppet i al hemmelighed. Med en intetanende Ina i midten sad de i hver sin ende af sofaen og skrev sammen om brylluppet. De holdt hemmelige samtaler med præsten, bookede restauranttelt på lejren og bestilte bryllupskjolen hjem over nettet.

– Der kørte megen planlægning under bordet. Vores datter, Isabella, skulle heller ikke vide det, for jeg var bange for, at hun ville tale over sig. Jeg måtte prøve at holde facaden, mens vi arbejdede i det skjulte, fortæller Franz.

Det blev juli, og endelig kom dagen, Franz havde ventet på. Alle på pladsen kendte til Franz’ hemmelige planer, men Ina havde stadig ingen anelse.

– Jeg stod op, gjorde mig klar og sørgede for at holde masken. Det var, som om alle bare sad og fløjtede og ventede på, at hun skulle gå. Hele spejdergruppen lod som ingenting. Da hun endelig gik, blev der rettet uniformer og alt muligt andet, fortæller Franz.

Imens Franz tog sig af de sidste forberedelser, blev Ina overrasket i supermarkedet.

– Det første, jeg tænkte, var, at det var godt, jeg nåede i bad den morgen. Det er jo ikke altid, man når det, når man er på lejr. Og så blev jeg ekstremt rørt. Det bliver jeg stadig, når jeg snakker om det, fortæller Ina og kigger over på Franz med blanke øjne.

Efter overraskelsen blev Ina trukket med ud i et baglokale, hvor en lang mørkegrøn brudekjole hang klar til hende. Imens stod Franz og ventede ved kirken. Han var ikke nervøs for, om Ina ville sige ja, men han var alligevel spændt på, hvordan hun ville reagere.

Iført den grønne kjole og brudeslør, blev Ina sat ud i en lille golfvogn og kørt til kirken, hvor Franz stod klar i sin spejderuniform. Stedet vrimlede med mennesker, og Ina var så overvældet, at hun næsten ikke vidste, hvor hun skulle kigge hen.

Endelig kunne Franz og Ina erklære deres kærlighed i kirken. Det summede af liv fra lejren udenfor, da parret stod ved alteret i deres støvede støvler og sagde ja til hinanden i en kirke, fyldt med uniformerede gæster.

Ina og Franz til brylluppet
Franz håbede på et ja fra Ina foran præsten – og det sagde hun heldigvis, selv om hun ikke havde forberedt sig til øjeblikket.
Foto: Privat.

De rigtige rammer

Ina havde ikke selv valgt, at brylluppet skulle foregå i spejderregi, men for hende føltes det helt rigtigt.

– Det kunne nok ikke være anderledes, når nu det var os. Det var de rigtige rammer. Det var nede på jorden, og vi var omgivet af mennesker, som vi godt kan lide at være sammen med, fortæller hun.

Efter ceremonien i kirken satte Ina og Franz sig ind på bagsædet af den lille golfvogn igen. De kørte rundt på hele pladsen og vinkede til spejderne i alle lejrens afkroge. Det var svært at gå i fred på lejren efter den dag, for alle havde hørt om Franz’ overraskelse til Ina. Selv er Franz og Ina enige om, at brylluppet har været værd at vente på, og selv om Ina blev taget ved næsen, kunne hun ikke have ønsket det anderledes.

– Jeg har tænkt mange ting efterfølgende. Fik jeg egentlig nydt det nok? Fik jeg det hele med? Jeg var ikke med i planlægningen og blev bare revet ind i det, uvidende om hvad der foregik, men det var et fantastisk øjeblik. Tænk, at der er nogen, der har gjort det her for mig. Det er et bryllup, der ikke går i glemmebogen. Det kommer vi altid til at huske.

Ina med brudebuketten
Brudebuketten fra det mindeværdige bryllup står stadig i vindueskarmen hjemme hos Ina og Franz.
Foto: Jacob Ljørring/Aller Foto & Video.

I Ude og Hjemmes podcast ”Min kærlighedshistorie” fortæller meget forskellige danskere deres kærlighedshistorie på godt og ondt. Lyt i din foretrukne podcast-app.

 

Sponsoreret indhold