Jacob Haugaard om Johnny Hansen: Ikke noget skide stads

Nogle af finkulturens værste fjender er Thansen, Harald Nyborg og Kandis. Det er det, fordi det er så ligetil, ligeud ad landevejen … Det er vidunderligt. Publikum vil ikke undervises, de vil ikke have noget, der er svært tilgængeligt. Tiden nu er popmusikkens tid.

Jeg elsker Kandis, fordi jeg har været med så længe. De bliver ved med at være her.

Der findes to typer kunstnere: dem, der ikke kan lade være, og dem, der godt kan lade være.

Hvis jeg skal fremhæve én god ting ved coronapandemien, så er det, at vi slap af med enormt mange af de kunstnere, der godt kan lade være.

Nu er vi dem tilbage, der ikke kan lade være. Det bedste er jo, når man går op i det med hud og hår. Det elsker jeg.

Johnny er fuldstændig ligetil. Det, jeg elsker mest, er, når Johnny siger til mig: ”Kom lige herop, og syng en sang med os, Jacob.” Så går jeg op på scenen og synger en sang. Uden noget skide stads, for det er der nemlig aldrig med Johnny.

I dag er vi i Randers til Handicapfestival. Mange af publikummerne er intellektuelt udfordret, hvis man nu skal sige det superteoretisk. Rigtig mange af dem har slet intet sprog. Men musik virker lige godt af den grund, specielt når du synger om håb og kærlighed.

Det er jo ikke gjort med en kærlighedssang. Ingen kan overhovedet forklare, hvad det er, der sker, når to mennesker holder af hinanden.

Mange af publikummerne her i Arena Randers til Handicapfestival forstår for eksempel ikke gruppen TV-2. Det er for ironisk. Men de forstår hjertemusik.

Den mest succesfulde hjertemusik, vi har, er i mine øjne Kandis og Birthe Kjær. Det er ikke til at tage fejl af, når man siger: ”Jeg elsker dig”, og det ikke bliver sagt på den der trevne jyske måde, hvor du siger: ”Du er ikke det værste, jeg har mødt.” For den vil de slet ikke købe.

Jeg har selv været på utrolig mange handicapfestivaler, og den kærlighed, jeg får, kan nogle gange gøre mig helt i tvivl om, om den er større end min kones kærlighed, som jeg ellers mener, er uendelig stor. Så stor er den kærlighed, man får igen.

Når det gælder de fysisk udviklingshæmmede, som det hedder i dag, er der især én ting, jeg lægger mærke til: Hvem kan lide dem, og hvem er søde ved dem? Hvem er søde ved samfundets allersvageste?

Mange af dem har også intellektuelle udfordringer, så dem, der godt kan lide dem, spotter jeg med det samme. Og Johnny er bare suveræn.

De fysisk udviklingshæmmede må gerne komme op på scenen. Johnny er perfektionist, men det skubber han væk, når han inviterer 25-30 publikummer op på scenen, for de hopper løs og er fuldstændig ligeglade med teknik og pedaler på gulvet.

Der er dømt kaos og livsglæde. Det er det, der er så befriende med de her mennesker. De er ligeglade med det udenom, fordi de er i følelsen af at have det godt. Det er det, vi er her for. Og der er Johnny helt særlig. Det er fantastisk.

Han giver sig tid til dem, og han er sød ved dem. Det er det, jeg ser. Om han så taler flydende fransk, eller hvor godt han spiller guitar, det er sekundært. Kandis gør festen komplet, og det er ikke kun, fordi folk er kulrede med dem.

For Kandis er et fedt orkester. Det er også det, jeg mener med kolleger. Når du stiller op så mange gange, så skulle fanden tage, at man ikke også skulle kunne numrene.

Jeg kender ham

Kandis repræsenterer også noget andet: De repræsenterer folk, der ikke har nogen høj uddannelse, og så følger de med tiden.

Det var helt utænkeligt, at der for ti år siden var forvrængede guitarsoloer i Kandis. Men de har lyttet: ”Hov, folk godtager ’For evigt’ med Volbeat. Okay, det kunne vi også tage med.” Samtidig er deres musik blevet mere kantet, mere markant.

Kandis er ret beskedne, når de er ude at optræde. Hvorfor skulle man også sætte folk i forlegenhed? Det er ligesom med cykelrytteren Jonas Vingegaard. Han blev hyldet med rådhuspandekager og min bare røv. Den fik ikke for lidt.

Hele Rådhuspladsen i København var fuld af mennesker. Og hvad svarer Jonas Vingegaard, da det er ovre? ”Jeg skal hjem og feste med Glyngøre. Fredag lægger jeg mig på sofaen, og så rejser jeg mig ikke i en uge, og jeg skal ikke have andet at spise end pizza.”

Så føler man, at man kender ham. Det er det samme med Johnny og de andre i Kandis. Johnny er jo chefen, og det fede ved Johnny er, at ham kender jeg. Jeg kender den måde, han er på, for han gør ikke skide stads ud af noget, der ikke er noget.

(...)