Ilse har altid elsket Jacob Haugaard: Jeg var nødt til at forlade ham

I 1980 var Ilse Wilmot enlig mor og havde tre job. Der skulle noget til med to børn og et hus, der skulle sættes i stand. Men Ilse klagede ikke. Det har hun aldrig gjort. Hun var bare fast besluttet på at få det hele til at hænge sammen, ligesom hun havde en klar forestilling om, hvilken type kæreste hun skulle have næste gang.

– Jeg var sikker på, jeg skulle finde sådan en helt almindelig, ordentlig mand i jakkesæt, som havde styr på tingene, siger hun.

Og så mødte hun Jacob Haugaard en aften i byen i Aarhus. Præcis den type mand, som hun ikke skulle have.

Inden kendte hun en smule til ham. Det gjorde de fleste, for allerede dengang stak han ud som byens vanvittige spradebasse, og hun havde også en enkelt gang været til en middag med ham. Men den aften husker hun bedst for, hvordan han stak sin bare bagdel op i flæskestegen.

Alligevel faldt de to så godt i snak om alt, lige fra politik til musik, at Ilse modvilligt nikkede, da Jacob foreslog, at han tog med hende hjem. Og efter den nat blev han hængende.

I Ude og Hjemmes podcast ”Min kærlighedshistorie” fortæller Ilse sin kærlighedshistorie.

Alle advarselslamper blinkede

– Jeg tænkte godt nok: ”Det gør du bare ikke.” Alle advarselslamper blinkede jo den første aften. Blandt andet var han i et forhold med en anden kvinde. Men hende mødte jeg allerede næste formiddag og fortalte, at Jacob altså havde overnattet hos mig. Jeg gider ikke sådan noget rod. Mit princip er, at der skal være én ad gangen.

Fra da af var det bare Jacob og Ilse. Og selvfølgelig hendes to børn.

En fantastisk bonusfar

– Jacob var utrolig sød ved mine børn. Det var han virkelig. Han havde en stor forståelse for dem, og når han havde været ude og tjene nogle penge, inviterede han dem med alle mulige steder, siger Ilse, som særligt var lettet over, hvordan han kastede sig ind i livet med hendes søn Nicolai, som havde muskelsvind.

– Det var ingen hindring for Jacob. Han tog ham gladeligt med i cirkus og løftede ham op i karrusellen, når han havde lyst til det. En sommer smed vi Nicolais kørestol om i bagagerummet og kørte til Sydfrankrig i vores gamle Citroën. Godt nok gik generatoren i stykker, og bremsen virkede ikke helt undervejs. Men så fik Jacob bundet et eller andet fast med noget ståltråd. Og så gik det. Sådan var det. Vi var gode sammen, når noget var håbløst. Det har vi altid været.

Nicolai skulle ikke pakkes ind

Jacobs tilgang til Nicolais handicap matchede Ilses måde at være mor på. Hun nægtede at pakke sin søn ind i vat.

– Nicolai var selvfølgelig ked af, at han sad i kørestol, men jeg sagde til ham: ”Du er ikke syg. Du kan bare ikke gå.” Han var med til det samme som alle andre, siger 77-årige Ilse, som skaffede en knallert til sin søn, da han blev teenager. Sådan en ønskede han sig nemlig ligesom sine jævnaldrende. Godt nok var det umuligt for ham at komme ud og køre på den. Men den kunne stadig stå på terrassen, og så kunne Nicolai rode med den og give den en tur med pudsekluden som andre knallertejere.

Kunne ikke kæmpe imod Jacobs drukture

Ilse kæmpede altså for, at hendes søn fik et så normalt liv som muligt. Men der var noget andet hjemme i familien, som hun ikke havde held til at kæmpe imod. Jacob Haugaards alkoholmisbrug.

Hans drukture var voldsomme. Og de blev ikke mindre af, at parret fik to fælles børn. Eller af, at hans karriere eksploderede, så det meste af Danmark kunne replikkerne fra Squash reklamerne og synge med på ”Hammer Hammer Fedt.”

Alt gik lige så godt – og så forsvandt han

For Ilse var det alt andet end hammerfedt, når Jacob pludselig var væk en uge eller to for at gå på druk. De kunne have haft det så godt hjemme i familien. Og så forsvandt han.

– Det var rædselsfuldt. Jeg anede jo ikke, hvor han var, og børnene var kede af det og bange. Men jeg gik altså aldrig ud og ledte efter ham. Det var ikke lige mig. Han måtte komme hjem, når han kom hjem. Det eneste, jeg kunne gøre, var at lukke for vores konto, siger Ilse, som var dybt bekymret hver gang. Og skuffet.

Ødelagde tilliden

– Han ødelagde jo den tillid, som vi lige havde bygget op. Det var svært. Når han kom hjem igen, var jeg selvfølgelig sur. Men jeg var jo også lettet. Så gik der en tid, hvor vi havde det godt. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvornår det ville ske igen.

I starten kunne Ilse ikke regne ud, hvornår Jacob Haugaard igen ville gå ud ad døren for først at vende hjem, når drukturen var slut. Men efterhånden begyndte hun at se tegnene.

Hvordan kunne jeg dog holde det ud?

– Der kom sådan en rastløshed over ham. En utålmodighed. Når han havde det sådan, kunne jeg godt regne ud, at det ikke bare var fordi, han skulle ud at købe en ny guitar, siger Ilse.

Hun levede med Jacobs alkoholmisbrug i 12 år. Efterfølgende har hun tit spurgt sig selv, hvordan hun kunne holde det ud så længe.

– Der var altså bare sådan et eller andet særligt mellem Jacob og mig. Når vi havde det godt, kunne vi faktisk ikke få det bedre. Det gjorde, at jeg ikke rigtigt kunne komme uden om ham.

Flyttede væk

En dag fik Ilse alligevel nok. Noget var begyndt at bekymre hende så meget, at hun tog sine børn og flyttede i en lille lejlighed, hvor hun lagde fire madrasser på gulvet. Så måtte Jacob klare sig selv i huset.

– Vores yngste søn var begyndt at stamme, når Jacob var fuld. Det liv kunne jeg ikke byde mine børn. Godt nok elskede jeg Jacob, men jeg elskede mine børn mere.

Tog sit livs vigtigste beslutning

I et stykke tid brugte Jacob sin nye frihed til bare at drikke endnu mere. Så begyndte han at indse, hvad han havde mistet. Bunden var nået. Til sidst tog han den vigtigste beslutning i sit liv. Han søgte hjælp mod sit misbrug.

Det var Ilse, der kørte ham til Falster, hvor han skulle være i behandling, det var også hende, der hentede ham igen fem uger efter. Det var en mærkelig køretur hjem. For hun anede faktisk ikke, hvad det nu var for en mand, hun havde hentet.

– Vi måtte ikke tale i telefon sammen, mens han var i behandling, så vi havde stort set kun haft kontakt gennem breve. Det var dejligt at se ham, men samtidig var jeg usikker. Ville han falde i igen?

Fandt takten igen

Da Jacob trådte ind i sit gamle hjem, var børnene jublende glade. Det var hunden også. Og efterhånden turde Ilse også at tillade sig de samme følelser.

– Jacob var jo stadig den samme, bare uden alkohol. Ret hurtigt fandt vi takten.

Familien var genforenet, og Jacob har aldrig drukket siden. Heller ikke selv om han fortsatte sit liv som entertainer og dermed var omgivet af feststemte folk og kolde fadøl, når han gik på scenen.

Nicolai kendte tidligt sin skæbne

Den scene, han nok er bedst kendt for at træde op på, er til Grøn Koncert. Den årlige musikfestival rundt om i landet, hvor han er konferencier, og hvor overskuddet går til Muskelsvindfonden. At Jacobs ansigt, stemme og spraglede jakkesæt nærmest er blevet et symbol på Grøn Koncert, skyldes Nicolai. Familiens ældste søn. Ham, som har rejst og oplevet lige så meget som alle andre. Ham, som altid har kendt sin skæbne. Ilse valgte nemlig tidligt at fortælle ham sandheden: ”Du har en sygdom, der betyder, at du ikke bliver så gammel.”

Fik lov at blive voksen og få et godt liv

Den viden levede alle i familien med. Nicolai overraskede nu alligevel sine omgivelser. Hvor Ilse havde fået at vide, at Nikolai nok højst ville blive 21 år, levede han fint videre som voksen. Han havde faktisk et rigtig godt liv. Ikke mindst da han i fem år boede i en ungdomsbolig, side om side med andre med forskellige handicap i Silkeborg, hvor han blev lidt af et omdrejningspunkt. Som når han kaldte på de andre fra fælleshuset med beskeden om, at nu var der franskbrød og varm leverpostej.

En uhyggelig fornemmelse

Ilse kunne mærke, at hendes søn blomstrede op der. Men en sommerdag i 2008 kunne hun også mærke noget andet. Hun og Jacob skulle til Ærø og besøge noget familien, men inden de kørte, spurgte Nicolai, om de ikke lige kom forbi til en kop te.

Det var en hyggelig kop te og en hyggelig sludder. Alligevel sagde Ilse til Jacob bagefter: ”Jeg har en fornemmelse af, at Nicolai har besluttet sig for at dø.”

Hyrede et fly for at komme hjem til Nicolai

Det var kun en fornemmelse. Ikke noget, der skulle holde dem tilbage fra deres tur til Ærø. Men samme aften, da Ilse var på vej i seng, ringede telefonen. Det var Nicolais hjælper. Hun var helt ude af den, for slangen til hans respirator var faldet af, og Nicolai var bevidstløs. Nu var han kørt til hospitalet.

Så stod Ilse der. På Ærø, hvor næste færge først sejlede om morgenen. Men når man hele sit liv har kæmpet og handlet, selv i håbløse situationer, så gør man det også, selv når man er strandet på Ærø. Så kort efter sad Ilse i et privatfly. Og da det landede, kastede hun sig ind i en ventende bil, hun havde lejet.

Da Ilse kom frem til hospitalet den nat, vågnede Nicolai et øjeblik fra sin dybe bevidstløshed. Lægerne havde aldrig set noget lignende. Så Ilse var lykkelig over, at hun havde kæmpet sig frem, ligesom hun i dag er lykkelig for det liv, som Nicolai fik lov at leve.

Jacob gik til graven hver eneste dag i et helt år

Han døde ti dage efter sin indlæggelse. En død, som alle vidste ville komme for tidligt, men det gjorde den bestemt ikke lettere. For Jacob Haugaard var det så svært at forstå, at Nicolai var væk, at han et helt år gik op til graven med familiens to hunde hver eneste dag.

Virkeligheden bliver aldrig helt til at acceptere, men Ilse og Jacob har været gode til at tale om Nicolai.

Nu har Nicolai ikke muskelsvind mere

– Det sværeste er, at han aldrig kommer tilbage. Men Jacob og jeg er enige om, at han ikke har muskelsvind mere. Og det er jo rart. Jeg ved ikke, hvorfor han skulle have den sygdom, og hvad det var, vi skulle lære. Men det vigtigste er, at vi fik lov til at lære ham at kende, siger Ilse.

Sammen i bilen

I dag er Jacob Haugaard stadig på scenen til Grøn Koncert. Ligesom han stadig står på en masse andre scener. I kalenderen kan man ikke se, at han er 71 år. Den eneste forskel fra tidligere er, at Ilse er mere med ham ude på landevejene i dag, hvor hun ikke længere selv arbejder. Det nyder hun, for de taler så godt sammen i bilen.

– Jacob og jeg har et nært forhold. Vi har været sammen i 43 år, og indimellem kan vi skændes højlydt, for vi er lige stædige. Men vi er stadig forelskede i hinanden. Det har vi altid været.

Min kærlighedshistorie

I Ude og Hjemmes podcast ”Min kærlighedshistorie” fortæller meget forskellige danskere deres kærlighedshistorie på godt og ondt. Lyt i din foretrukne podcast-app.