Juleroman: Flettede hjerter 2:7
Her kan du læse 1. del af 'Flettede hjerter' >>
Del 2:
Den unge pige, som sad i sofaen over for Pia, sukkede og sagde: - Jeg synes altså, det har været lidt svært at udfylde det skema.
Hun hed Kamille, var 25 år og virkede en smule usikker og nervøs.
– Det ser ellers fint ud. Jeg synes, at du har gjort meget ud af det og svaret uddybende på det hele, smilede Pia. Hun havde læst Kamilles skema igennem i går aftes og igen her til morgen. Sådan var hendes faste arbejdsgang, når hun skulle møde nye klienter. Først skema og derefter en personlig samtale. Faktisk havde hun allerede i går aftes fået en bestemt ung mand i tankerne. Kenneth Bang, hed han.
– Jo, men det hele lyder bare så almindeligt, sukkede Kamille. – Og jeg er jo også bare en helt almindelig pige, men … Hun tav og trak på skuldrene. Så lyste hun pludselig lidt op: – Det var for resten en superfin artikel om dit bureau i fredags, jeg læste den på arbejdet, for avisen lå i frokoststuen. Jeg er pædagog i en børnehave, men det ved du selvfølgelig godt fra mit skema.
– Tak, sagde Pia. – Jeg er også godt tilfreds med den. Men du ønsker altså at møde en mand, som er mellem 23 og 30, som bor højst 30 km væk fra dig, og som kan lide at se spændingsfilm, at hygge derhjemme, at tage på skiferie, og som løbetræner jævnligt. Jeg har faktisk …
– Nej, der er noget mere, afbrød Kamille. – Noget, jeg ikke fik skrevet på. Der er faktisk to ting. Den ene ting er måske lidt fjollet, men jeg er vild med jul og alt, hvad der har med jul at gøre. Så han skal altså helst være glad for jul!
Pia måtte bide sig i læben for ikke at komme med et udbrud. Kenneth Bang havde under interviewet med et skævt smil sagt, at han bekendte sig til julen og al dens væsen. Han var en tiltalende fyr, lidt stille, og han sagde selv, at han ikke var vild med at gå i byen. Til gengæld var han vild med skiferier, han løbetrænede ind imellem, gik tit i biografen og passede sin storebrors børn.
– Og den anden ting, fortsatte Kamille og rødmede lidt.
– Han skal være modig.
– Modig? gentog Pia lidt overrasket.
Kamille nikkede. – Jeg kunne aldrig falde for en kujon, der stikker halen mellem benene, hvis det brænder på.
– Okay, mumlede Pia og så Kenneth for sig. Var han modig? Hun havde ingen anelse om det. Faktisk havde hun fået indtryk af, at han var lidt forsigtig. Men det behøvede jo ikke at betyde, at han var en bangebuks.
– Jeg var engang kæreste med en fyr, som hed Mathias, blev Kamille ved. – Vi lå og sov hjemme hos ham, og pludselig vågnede vi og troede, der var indbrud. Han blev så bange, at han sprang ud ad vinduet uden at bekymre sig om mig. Så var det slut!
Pia blinkede mod hende. – Jamen dog. Var der ikke indbrud alligevel eller hvordan?
Kamille lo og så pludselig utrolig køn ud. – Det var bare Mathias’ bror, som havde været i byen og havde brug for et sted at sove. Han vidste, hvor Mathias gemte sin nøgle. Så der skete altså ikke noget med mig – bortset fra, at jeg blev single igen.
Pia smilede til hende og tog en beslutning. Efter hendes bedste mening ville Kamille og Kenneth være et strålende match. De delte holdninger til emner som økonomi og politik, og hvis ikke Kamille havde nævnt det med modet, ville hun ikke have været et sekund i tvivl. Hun syntes alligevel, at de skulle have en chance.
– Jeg vil anbefale dig at mødes med denne unge mand, sagde Pia. Hun rejste sig og tog den del af hans mappe, som var beregnet til at blive vist frem. – Han hedder Kenneth og er 27 år, og han vil gerne møde en pige som dig. Jeg tror, at I kunne være de helt rigtige for hinanden.
– Ja? Kamilles øjne hang ved de fire fotos af Kenneth. Han var pæn uden at være opsigtsvækkende, præcis som Kamille selv.
Nu kiggede Kamille op på Pia. – Jeg vil gerne møde ham. Må jeg bestemme stedet? For så vil jeg foreslå den der hyggelige lille café i træhuset ved parken. Kender du det sted?
Pia fik et dybt stik i hjertet. Hun havde ikke været forberedt på at blive mindet om den kiksede date med den ellers meget tiltalende Stig, som hun havde mødt i møntvaskeriet. Det var lige præcis i den café, hun havde siddet og ventet forgæves på ham.
– Det er da et fint sted at mødes, fik hun frem. – Skal jeg foreslå Kenneth lørdag eftermiddag?
Kamille nikkede. – Ja, gør det. Ej, jeg er allerede helt nervøs ved tanken. Hun rejste sig og gav Pia hånden. – Sender du lige en mail til mig, når du har været i kontakt med ham?
Det lovede Pia, og hun fulgte Kamille ud til døren og kiggede lidt efter hendes slanke skikkelse, mens hun gik hen ad fortovet. Så satte hun sig ind ved computeren og erkendte, at hun nok var lidt mere mærket af at være blevet brændt af forleden, end hun havde troet. Nå, men den bog var lukket. Hun fandt Kenneths mailadresse og begyndte at skrive en mail til ham.
Caféen ved parken var hyggelig året rundt, men op mod jul var den endnu mere hyggelig, tænkte Kamille, da hun lørdag eftermiddag fik den lille træbygning i syne. Der var granguirlander rundt om døren og de småsprossede vinduer, på hver side af døren brændte en fakkel, og i vinduerne hang glaskugler og anden julepynt.
Hun standsede tre skridt fra døren og så på sit ur. Mødet med Kenneth var aftalt til 15.30, og nu var klokken 15.28. Skulle hun trække den lidt for at gøre sig kostbar? Nej, hun hadede den slags, også selv om hendes veninder anbefalede det. Det gav et sug i maven på hende, da hun åbnede døren og trådte ind, og den tanke strejfede hende, at han måske slet ikke var kommet. En skøn julet duft af appelsiner og krydderier slog imod hende sammen med varmen. Næsten alle borde var besat, og henne i hjørnet fik hun lidt svimmel øje på ham, hun skulle møde. Kenneth Bang. Han havde rejst sig halvt op og vinkede lidt forsigtigt til hende.
Kamille løftede hånden til svar, mens en kølig skuffelse bredte sig i hende. Han lignede fyren på de billeder, hun havde set hos Pia og så alligevel ikke. I levende live syntes hun faktisk, han så lidt kedelig ud.
– Hej, Kamilla, dejligt at møde dig, sagde han og rømmede sig, da hun stod ved bordet.
– Kamille, rettede hun. – Ikke Kamilla.
– Nej, undskyld, det var bare … Undskyld.
– Det gør ikke noget.
”Jo, det gjorde noget!” råbte en lille stemme inden i hende, mens hun lod frakken glide af og ned over stoleryggen. Hendes navn blev alt for tit misopfattet af både forældrene i institutionen og mange andre, og hun var dødtræt af det. Virkelig en dårlig start, og Kenneth optrådte alt for kejtet og genert.
– Øh … nå, er du til te eller kaffe? spurgte han. – Jeg er selv tedrikker.
– Jeg bæller kaffe fra morgen til aften, svarede hun. – Vi kunne også bestille et glas gløgg?
– Okay.
En ung pige i et sødt juleforklæde kom ned og tog imod deres bestilling. Kamille prøvede at smile, men følte selv, at det var lidt krampagtigt. Så snart de havde drukket den gløgg, ville hun sige pænt farvel til ham. Han var absolut ikke noget for hende. Der var ingen gnist, sådan var det bare. Han virkede lige så utilpas ved situationen, som hun følte sig.
– Nå, men sikke ellers et møgvejr for tiden, sagde han og rømmede sig igen. – Ja, jeg er tagdækker, så …
– Sådan er vejret jo tit på den her tid af året, men det betyder selvfølgelig mere, hvis man arbejder ude, sagde hun.
Samtalen gik i stå. Kamille krøllede tæer i skoene og skævede til de to piger ved bordet ved siden af dem. De grinede og stak hovederne sammen, mens de kiggede på noget på den enes mobiltelefon. Endelig kom gløggen, og Kamille brændte tungen på den.
– Den er god, ikke? sagde Kenneth.
– Jo … det er den.
– Ups … Hvor er jeg klodset! Kenneth havde spildt det halve af sin gløgg på bordet, og Kamille gav ham stumt ret.
Så gik døren op, og det trak koldt ind i caféen, fordi den blev ved med at stå åben. Kamille drejede uvilkårligt hovedet og fik et chok. I døren stod to personer i lædertøj og med hjelme på, som skjulte deres ansigt. Synet skræmte hende, og ordet ”rockere!” fløj gennem hendes hoved.
Ved et par af de andre borde var man også blevet opmærksom på de nytilkomne, og snakken forstummede. Andre havde ikke bemærket dem og snakkede videre, det gjaldt blandt andre pigerne ved siden af Kamille og Kenneth. I næste nu slog begge de læderklædte visiret op og fik tilsyneladende øje på den, de havde kigget efter. De trampede nemlig målbevidst ned mod det hjørne, hvor Kamille og Kenneth sad.
Et sekund frygtede Kamille, at de ville henvende sig til dem, men det var de to piger ved nabobordet, de var ude efter.
– Du kommer lige med os, sagde den ene af de læderklædte og tog fat i den lyshårede af dem.
Kamille gispede forfærdet, mens det fløj gennem hovedet på hende, at den lyshårede pige så forbløffende rolig ud. Ja, det virkede næsten, som om det morede hende. Bange var hun i hvert fald ikke. Kenneth sad sådan, at han ikke kunne se den lyshåredes ansigt, og Kamille havde da også næsten glemt hans tilstedeværelse, men pludselig sprang han op og var i tre lange skridt henne ved de to pigers bord.
– Du kan godt spare dig, makker! Lad hende være! sagde han hårdt og gav den ene af de læderklædte et hårdt skub i brystet, så han tumlede et par skridt baglæns. Derefter stillede Kenneth sig mellem ham og den lyshårede pige, og Kamille erkendte målløs, at hun aldrig nogensinde havde set et så sammenbidt og fast besluttet udtryk som det, der nu kunne ses på Kenneths ansigt. Og hvor var han for resten pæn, når man kiggede på ham en ekstra gang. Han var faktisk også et hoved højere end hende og bredskuldret, som hun godt kunne lide.
– Stop, stop, kom det latterkvalt fra den lyshårede pige. – Jeg ved godt, hvem det er. Du må endelig ikke pande ham ned. Det er min søsters fyr! Jeg skal giftes 12. december, og jeg tror, det er indledningen til min polterabend!
– Din … polterabend? sagde Kenneth.
– Ja, det hele er aftalt spil, sagde den anden pige, som var opløst i latter.
– Men tak for indsatsen, det kunne jo have været noget andet, grinede den lyshårede og plantede et kys på hver af Kenneths kinder, inden hun frivilligt lod sig føre med udenfor efter at have taget frakke på og snuppet sin taske.
Der faldt ro over det hyggelige lokale, og Kenneth satte sig ned igen. Han smilede skævt til Kamille, som slet ikke kunne få nok af at se på ham.
– Hvor var du modig, hviskede hun. – Du kunne jo ikke vide, om de ville gå løs på dig eller hvad.
Han trak på skuldrene. – Det ville enhver da have gjort.
– Næ, det ville de ikke, og der var da heller ikke andre end dig, der gjorde mine til at ville gribe ind, selv om alle så det, indvendte Kamille. – Det var flot gjort!
Pludselig flød samtalen over bordet. De snakkede om skiferier, om julen, om arbejde, venner, film og alt muligt andet. Tiden gik så hurtigt, at Kamille ikke mærkede, hun var sulten, før Kenneth foreslog, at de fik lidt at spise, eftersom klokken var 18, og caféen var ved at lukke.
– Vi kunne tage en pizza, hvis du har lyst?
– Jeg elsker pizza, svarede Kamille og kom i tanke om, at det havde hun ikke fået skrevet på skemaet fra kontaktbureauet.
Deltag i Ude og Hjemmes store julekonkurrence
Pia behøvede ikke at spørge, hvordan det var gået med Kenneth og Kamille. Forelskelsen strålede ud af dem begge og omgav dem næsten som glorien på den engel, der hang på køleskabet hjemme i hendes eget køkken. Hun havde haft en aftale om opfølgning med Kamille, så hun havde ventet at se hende i dag, men hun vidste ikke, at Kenneth kom med. Til al overflod holdt de hånd og sendte hele tiden hinanden varme blikke.
– Så gik det altså godt? spurgte Pia.
– Rigtig godt, lo Kamille og forklarede kort, hvad der var sket. – Jeg var faldet for ham, allerede inden den vordende brud og hendes ”bortførere” var nået ud fra caféen!
– Jeg faldt for hende i det sekund, hun kom ind, indrømmede Kenneth. – Og så blev jeg helt blank i hjernen og klodset og alt muligt.
– Han kom til at kalde mig Kamilla i stedet for Kamille, fortsatte Kamille. – Det sker tit, og det irriterer mig normalt ret meget, men nu er det altså sådan, at Kenneths lillesøster rent faktisk hedder Kamilla! Det var derfor, det røg ud af munden på ham. Jeg har allerede mødt hende, og så er det bare godt, at jeg hedder Kamille og ikke det samme som hende!
– Ja, det er praktisk, smilede Pia.
Hun var helt varm om hjertet, da hun tog afsked med dem, og hun sendte en vemodig tanke til caféen ved parken. Men kun en lille én...
Du får et nyt afsnit i næste uge.
Her kan du læse 1. del af 'Flettede hjerter' >>
