Jón fik mig op af kørestolen

De to drenge mødtes første gang over hækken på deres villavej, da de var ni år. De tænkte ikke over, at den ene havde et handicap. De kunne bare godt lide at lege. Og så var alt muligt – også at undvære kørestolen.

Jón Tór Strøm var ni år og lige flyttet ind på en villavej i Gladsaxe med sin mor, da han en dag gik rundt i haven og legede med en bunke spillekort. På et tidspunkt kiggede han op fra kortene. For på den anden side af hækken gik en jævnaldrende dreng forbi. Og den dreng havde et hurtigt spørgsmål: ”Kan du lære mig at spille med de kort?”

”Klart,” svarede Jón Tór, som kun en niårig kan udtrykke det.

Starten på et helt særligt venskab

Jón Tór kom aldrig til at lære drengen på den anden side af hækken at spille med de kort. Men de få ord over hækken blev til gengæld starten på et venskab, som kom til at spille en afgørende rolle i begge drengenes liv.

 

Som barn var Jón Tór bare glad for at have fået en ny god ven. Han tænkte aldrig nærmere over, hvorfor hans nye ven gik lidt anderledes.

Som barn var Jón Tór bare glad for at have fået en ny god ven. Han tænkte aldrig nærmere over, hvorfor hans nye ven gik lidt anderledes.

 

Tænkte ikke over, at Daniel var anderledes

Dengang tænkte Jón Tór aldrig, at der var noget anderledes ved hans nye ven Daniel Tørnqvist, som boede lige ved siden af. Godt nok havde han bemærket, at Daniel gik og talte på en lidt anderledes måde. Men det var ikke vigtigt.

Ligesom det heller ikke var vigtigt at vide, at Daniel var kommet til verden tre måneder for tidligt som en lillebitte baby på kun 730 gram, og at den start på livet havde givet ham cerebral parese (tidligere kaldet spastisk lammelse). En lidelse, som betød, at han højst kunne gå cirka 100 meter, og som fik lægerne til at vurdere, at han skulle leve med kørestol resten af livet.

 

Daniel blev født tre måneder for tidligt og vejede kun 730 gram. Den start på livet har givet ham cerebral parese.

Daniel blev født tre måneder for tidligt og vejede kun 730 gram. Den start på livet har givet ham cerebral parese.

 

Alt var muligt

De to legede bare, som andre drenge, uden særlige hensyn. De kunne sagtens blive uvenner under et PlayStation spil og klaske ud efter hinandens joysticks. Det meste af tiden var de dog bare venner. Det var, som om tiden forsvandt, når de legede i haven, eller når de sammen opfandt en verden, hvor Daniels hund Kenzo blev præsident. For når Jón Tór og Daniel var sammen, kunne alt blive til virkelighed.

Ville gå hjem fra biografen

En dag tog de to venner bussen til biografen, seks kilometer væk, og da de skulle tilbage igen, ville Jón Tór gerne spare pengene til busbilletten, så han foreslog, at de gik hjem.

Daniel havde ikke medbragt sin kørestol, og den oplagte reaktion havde været: ”Det kan jeg ikke.”

Men Daniel nikkede og begyndte at gå ved siden af sin ven.

– Jeg sagde ikke noget om, at jeg ikke kunne gå så langt. Hvorfor skulle jeg det? Jeg havde jo en fantastisk tur med min ven, og det var først, da jeg kom hjem i indkørslen, at jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive træt, husker Daniel.

Første skridt i en ny retning

Selv tænkte Jón Tór ikke over det, men han havde faktisk taget sin ven med på en gåtur, som blev første skridt i en vild retning.

Efter gåturen fik Daniel nemlig lyst til at færdes mere til fods, så fra den dag blev der brugt mindre tid på PlayStation og mere tid på veje og stier rundt i kommunen.

Op til søen eller til den lokale grillbar

De to drenge gik og gik. Ikke at de planlagde ruter eller satte sig mål. De gik bare for hyggens skyld. Gerne op til Bagsværd sø. Eller til den lokale grillbar for at få en kebab.

Tit anede de ikke, hvor langt de havde gået, men når de tjekkede deres telefoner og så skridttælleren, kunne de tit se, at de havde gået 10, 20 eller indimellem 30 kilometer. Flest kilometer klarede de en dag, de gik 50 kilometer.

– Det var en kæmpe sejr, smiler Daniel.

 

Efter biografenturen begyndte de to venner at gå længere og længere.

Efter biografenturen begyndte de to venner at gå længere og længere.

 

Ikke rekorder men oplevelser

Det er nu ikke rekorderne, der driver dem. Det er tiden sammen og oplevelserne undervejs. Naturen, når de går uden for byen. Og de mennesker, de falder i snak med, når de lægger ruten inde i byen.

Jeg er altså handicappet

Tit tager de sig et hvil undervejs, en enkelt gang satte de sig et sted, hvor man åbenbart ikke måtte tage plads, hvilket blev kommenteret af en forbipasserende.

Til det svarede Daniel med et smil: ”Jeg er altså handicappet.”

De er den slags, som Jón Tór fremhæver, når han taler om deres venskab. For det kan godt være, at det var ham, der lærte Daniel, hvor langt han er i stand til at gå. Men Daniel har også lært ham meget.

– Daniel har altid haft en kæmpe selvsikkerhed, og jeg har tit tænkt: Hvor er det bare sejt. Det gad jeg godt have noget af. For jeg har ikke altid haft det bedste selvværd, siger Jón Tór, 27, som er ved at være færdig på fysioterapeutuddannelsen.

 

Gennem årene har de to venner lært hinanden en masse. For de kan begge noget, den anden har sværere ved.

Gennem årene har de to venner lært hinanden en masse. For de kan begge noget, den anden har sværere ved.

 

Daniel er 26 år og arbejder som reporter på TV Glad, men selv om deres liv er gået i hver sin retning, og de ikke længere er naboer, er de stadig bedste venner og gå-makkere.

Bevidst om forskelligheder

Daniel er bevidst om deres forskelligheder.

– Jeg kan ikke tage et studie ligesom Jón Tór, for jeg har en hjerneskade, der gør, at jeg er fem-seks år bagud i forhold til min fysiske alder, som han siger.

Til det har Jón Tór gjort sig sine tanker, og han er bestemt ikke enig i, at hans ven er nogle år bagud.

– Jeg synes faktisk, Daniel er moden og langt fremme på mange planer. Mere moden end så mange andre, jeg kender. Det kan godt være, han er lidt skæv. Men hvem er ikke det? Måske er jeg i virkeligheden mere skæv end ham, siger Jón Tór, som også er vild med Daniels humor og hans mod til bare at være sig selv.

Daniel har et kæmpe hjerte

– Daniel pakker aldrig noget ind. Han har et kæmpe hjerte og giver altid hele sig selv. Og så er han god til at fortælle, hvor meget, han synes om mig og andre.

Jón Tór lytter i stedet for bare at tale om sig selv

At være så ærlig over for et andet menneske, er sjældent. Ligesom det er sjældent at møde et menneske, som virkelig lytter. Netop den evne har Jón Tór, hvis man spørger Daniel.

– Jón Tór taler ikke bare om sig selv og sine problemer. Han spørger også ind til mig, og sådan en person skal man lede længe efter. Han er en fantastisk ven. Både i de sværeste tider og i de letteste.

Let at være sammen

Når de er sammen, er det meste let. Uanset om de begiver sig ud på 30 kilometer eller er optaget af et nyt spil. Eller bare skiftes til at fjolle med en ”fidget spinner”.

 

 Deres liv er gået i hver sin retning. Men de er stadig tætte venner. Og alting er let, når de er sammen.

Deres liv er gået i hver sin retning. Men de er stadig tætte venner. Og alting er let, når de er sammen.

 

Et grin og en gåtur kan ændre alt

Et godt grin med en god ven kan ændre en hel dag. Ligesom en gåtur hjem fra en biograf kan ændre en retning på et helt liv. I dag bruger Daniel kun sin kørestol i særlige tilfælde, som da han skulle i Disneyland og være på benene en hel dag. Han bor et sted, hvor han skal gå på trapper op og ned til køkkenet. En boligform, der ikke havde været en mulighed, hvis man havde spurgt lægerne, da han var barn.

 

De to venner planlægger aldrig ruten. De går bare. Og sådan kommer du langt.

De to venner planlægger aldrig ruten. De går bare. Og sådan kommer du langt.

 Et stærkt venskab kan ændre meget.

Et stærkt venskab kan ændre meget.

 

Daniel og Jón Tór på TV-Glad

TV Glad er er et mediehus, der drevet af mennesker med funktionsnedsættelse, som alle har det tilfælles, at de elsker at fortælle historier. En af de historier er om Daniel og Jón Tór. Det var her, de første gang stod frem og beskrev deres venskab.

Du kan se den her